Billede beskrivelse

Oplev vidtspændende kunst hos Vrå Bryghus

25. juni 2024 kl. 19.02
Opdateret 27. juni 2024 kl. 12.52

VRÅ: Som de fleste i området efterhånden har fundet ud af, er der masser af kultur på tapetet hos Vrå Bryghus - og nu er der ny, spændende kunst at betragte i både juli og august.

Således udstiller Elisabet Christiansen og Alberte Husted Echers sammen deres kunstværker, og du kan deltage gratis til ferniseringen fredag den 5. juli 2024 fra kl. 14.00 til kl. 17.00.

Elisabet Christiansen

Udover et poetisk talent har 40-årige Elisabet Christiansen også en forkærlighed for at hale penslen op af malerbøtten, da det giver hende stor glæde, når hun lader kreativiteten folde sig ud.

Der er ingen regler om stil i hendes passion, da hun nyder at male på forskellige måder og blot lader fantasien komme til udtryk i sin kunst, som hun ønsker at glæde andre med.

Decoupage er noget af det nyeste, som hun laver - både til hendes og hendes mands hus i Vrå, og som gaver til interesserede, ligesom tegninger også fylder i kunstnerens univers.

Alberte Husted Echers

Bag kunstnernavnet DoctorMoon finder man 30-årige Alberte Husted Echers, der finder det meditativt at skabe collager og ser det som en mulighed for at udforske visuelle udtryk og nye sammensætninger.

Billede beskrivelse

Alle Alberte Husted Echers' collager er skåret og klippet ud i hånden og tager tematisk udgangspunkt i naturen, universet, menneskene og teknologien samt samspillet og forholdet herimellem.

Hertil bruger hun blandt andet billeder fra gamle bøger til at lave sin kunst, så disse smukke illustrationer kan få et nyt liv i stedet for at ende bagerst på hylden i genbrugsbutikken.

I sin tid som collagekunstner har Alberte Husted Echers også lavet albumcovers, musikvideoer, plakater, vægdekorationer og collager med personlige historier - så der er flere oplevelser i vente.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste