Ny påskeudstilling åbner snart: Sådan var arbejdslivet dengang
Efter en lang vinter er det omsider ved at blive forår, og i den anledning inviterer Løkken Museum nu indenfor igen, når man snart åbner op for en særudstilling kaldet "Arbejderliv i Løkken".
Løkken Museum har brugt mange timer på at sætte den nye udstilling i scene, og de glæder sig nu til at kunne fremvise resultatet af arbejdet, når museet åbner igen skærtorsdag d. 6. april kl. 13.00 ved en uformel reception med et glas vin.
Stuer med kontorindhold
Museets ene stue vil være indrettet som Arbejdernes Fagforenings mødelokale med fane og mødebord samt billeder og plancher, der fortæller om fagforeningen og forskellige arbejdere i Løkken i perioden fra omkring 1950 til 1970.
I den anden stue vil man kunne opleve et fagforeningskontor med skrivebord, skrivemaskine, stempler og registreringsblanketter, som sikkert vil bringe minder frem hos det modne publikum og vække nysgerrighed hos det yngre.
Skudehandel og køkken
Foruden særudstillingen med stuerne er der også mulighed for at se museets faste udstilling om skudehandel i Løkken og se det gamle køkken i det hyggelige museumshus, hvortil den lille have ved siden af museet også kan nydes.
Bestyrelsen håber, at mange gæster og lokale beboere vil benytte lejligheden til at aflægge museet i Johanne Grønbechs Hus på Nørregade 12 et besøg i påskedagene, hvor der alle dage vil være åbent fra kl. 13.00 til 16.00. Der er gratis entré, og alle er meget velkomne.