Nu skal årets Havkattekonge findes
Hirtshals Redningsstation og Fiskeriforeningen slår traditionen tro katten af tønden søndag den 11. februar på Jollehavnen ved redningsstationen.
Der bliver kåret en Havkattekonge, og alle kan deltage, bare på med dragten. Alt overvåges af redningsstationen, så sikkerheden er i orden.
Bådfører på redningsstationen, Søren Rønn, glæder sig til fastelavnsfesten i jollehavnen søndag den 11. februar kl. 13.00.
- Det er altid lidt af et publikumstilløbsstykke, når katten slås af tønden på havnen, og efter der er kåret en Havkattekonge, er der gratis fiskefrikadeller til alle, siger Søren Rønn.
Han opfordrer til, at man smugtræner lidt inden slaget på søndag den 11. februar.
- Det er jo godt at have prøvet sin dragt godt af, inden slaget skal slås.