Billede beskrivelse

Nordjyllands største cykelløb: Måske kan du spotte den nye Vingegaard

22. marts 2024 kl. 14.02
Opdateret kl. 14.43

Cykelryttere fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Grønland, Estland, Holland, Finland, Irland, Canada og Japan skal også i år prøve kræfter med bjergetaperne ved Bjergby. Det foregår påskelørdag 30. marts. 

Det sker, når CCH – Cykle Clubben Hjørring afvikler 1. afdeling af cykelløbet ”Sparekassen Danmark – 3 dage i Nord – Campione Cup.”

CCH står også for de praktiske opgaver både før, under og efter løbet i samarbejde med en lang række frivillige og Hjørring Kommune blandt andre.

Jørgen Vendelbo er arrangør sammen med en gruppe på fire andre, og han forventer, at omkring 600 cykelryttere stiller til start.

Billede beskrivelse

– Indtil videre har vi godt 450 tilmeldte, men jeg er optimistisk. Holder vejret, tør jeg godt håbe på op til 700 tilmeldte, siger han.

Der deltager cykelryttere fra U11 og op til H70, der betegner cykelryttere over 70 år. Indtil videre deltager 84 ryttere fra A-klassen, 106 U19 ryttere, 54 U17 ryttere og 6 U11 ryttere, der er de yngste, der deltager, fortæller Jørgen Vendelbo.

– Men de tal ændrer sig jo også, fortsætter han.

Blandt deltagerne er nogle af Danmarks bedste amatørcykelryttere, og det er et løb, hvor nogle af fremtidens store talenter sagtens kan være til stede.

– Der er store ambitioner om et liv som professionel hos en del af dem, siger Jørgen Vendelbo.

– Og en ung Vingegaard fra Thy fandt jo også vej hertil for en del år siden efterhånden, siger han med et smil.

Billede beskrivelse

Jørgen Vendelbo forventer også i år, at mange tilskuere finder til Bjergby.

– Den dag, løbet bliver afviklet, er der jo flere gæster i Bjergby end indbyggere, siger han.

Start og mål er som de øvrige år Peterspladsen, Præstevænget 1 i Bjergby. Det er et godt sted at stå, hvis man gerne vil se rytterne, forklarer Jørgen Vendelbo. Han fremhæver også den nærliggende Hellehøj som en mulighed.

De første ryttere bliver sendt afsted 9.15, og derefter bliver der travlt på vejene. Afhængig af alder, køn og klasse bliver rytterne sendt ud på tre forskellige ruter, fortæller Jørgen Vendelbo.

Han opfordrer både bilister og tilskuere til at tage hensyn og følge de anvisninger, der bliver givet. Motorcykelbetjente og kørende race marshalls er også med til at afvikle løbet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste