Billede beskrivelse

Niende sæson - men det er ikke på Netflix: Guidede bunker-ture populære som aldrig før

07. juli 2021 kl. 13.55
Opdateret kl. 14.17

Niende sæson af de guidede bunkerture i Tversted, ligger lige om hjørnet.

Efter et noget anderledes år i den danske turistbranche, er der igen gjort klart til de guidede bunkerture i Tversted.

Knapt 4 km stier er buskryddede og nye skilte er opsatte i området, samt et utal af skovlfulde sand er flyttet fra indgangene af de mest besøgte bunkere.

For 9. år i træk er det igen militærhistorisk formidler Flemming Hammer, der står for de guidede ture i sommerlandet og til dagligt er han formand for Bunkergruppen Hirtshals, der er Vendsyssel Historiske Museums arbejdsgruppe i Hirtshals Bunkermuseum.

De guidede bunkerture starter tradition tro op i uge 28 i Tversted og er en kombination af en vandretur og en bunkertur, og bliver som altid krydret med lokale anekdoter fra besættelsen, skæve historier om de tyskede soldater og røverhistorier fra en svunden tid.

Man kan roligt påstå, at de seneste otte sæsoner har været en vaskeægte turist-succes, for knapt 500 besøgende turister og lokale interesserede deltager hvert år på bunkerturene.

De 60 tyske beton-installationer de er bygget i ”Marine Stützpunkt Tversted” er anderledes fra andre kendte bunkersområder, da 38 af de tyske installationer ligger på privat ejede matrikler og de sidste 22 ligger på statsejet offentligt tilgængeligt område.

Det har betydet, at man i Bunkergruppen Hirtshals, har brugt mange timer på opsøgende arbejde og kontakt til lodsejerne, og lavet aftaler om at bunkerne og de tyske efterladenskaber, må fremvises på bunkerturene.

I efteråret og vinteren over, bruges der mange timer på at klargøre området til næste sæson, der er bunkere der sander til, stier der gror til og ny aftaler der skal indgåes med henblik på nye og spændende ruter og senest i foråret 2021 blev det udgravet en ny bunker, der kommer til at indgå i de kommende bunkerture.

Skal man formidle historien på en dragende måde, er man nød til at forny sig og holde folks nysgerrighed kørende, udtaler Flemming Hammer og derfor er der også i år kommet nye skjulte bunkers på programmet og derved nye spændende historier at fortælle.

De guidede ture foregår om tirsdagen i ugerne 28, 29, 30, 31, 32 og 33 - man mødes ved bænken foran Polarkiosken ved Tannishus Feriehotel kl. 19.

Turen varer små 2 timer og koster kr. 20,- (Børn er gratis )

Man opfordres til at huske fornuftigt fodtøj og en lygte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste