Billede beskrivelse

Lær at håndtere stress gennem mindfulness hos Jane

29. september 2024 kl. 11.02

HJØRRING: Hvem vil ikke gerne have forbedret sin livskvalitet, øget trivsel, større empati, bedre forståelse for sig selv og andre, bedre humør og ikke mindst lære at sætte bremserne i, når symptomer på stress, angst og depression viser sig?

MBSR-underviser Jane Meyer fra Hjørring tilbyder at hjælpe via mindfulness-baseret stressreduktion, som sammenfattet kaldes MBSR.

Det er muligt at forebygge de nævnte symptomer gennem den rigtige behandling og først og fremmest gennem ens egen indsats for og med sig selv. 

- Du skal være indstillet på at arbejde med dig selv både på holdet en gang om ugen og igennem din daglige træning derhjemme. Er du med på det, kan jeg belønne dig for indsatsen og hjælpe dig til et bedre liv i balance, fortæller Jane Meyer.

Hvad er stress?

Stress defineres som en tilstand karakteriseret ved anspændthed og ulyst hos den enkelte. Stress er en reaktion på ydre fysisk eller psykisk belastning og er altså ikke en sygdom. 

Omfanget af stressreaktionen afhænger af, i hvor høj grad belastningen opfattes som truende sammenholdt med de ressourcer, man oplever at have til rådighed til at tackle situationen. Stress opstår derfor typisk, når du står over for større udfordringer i arbejdslivet eller privatlivet. 

Der skelnes mellem kortvarig og langvarig stress. Kortvarig stress er ikke skadelig, men stress over en længere periode kan gøre dig alvorligt syg. Nogle af de symptomer, der kan vise sig ved stress, er tankemylder, træthed, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, nedsat humør, hjertebanken, svedeture, indre uro, søvnproblemer og ubeslutsomhed.

Jane Meyer praktiserer mindfulness-baseret stressreduktion, der henvender sig til alle, som gerne vil have nye redskaber til at træne deres mentale sundhed. 

- Der er videnskabelig dokumentation for, at mental sundhed kan trænes i lighed med vores fysiske helbred, og MBSR anbefales af Sundhedsstyrelsen, forklarer Jane Meyer og henviser til Sundhedsstyrelsen.

Hun er klar med næste Mindfulness Baseret Stress Reduktions-hold, som begynder den 10. oktober, og der er enkelte ledige pladser.

Undervisningen foregår hos FysioVendia på Fuglsigvej i Hjørring, og der er maksimalt otte deltagere på holdet. MBSR er et otte ugers program med det formål at give deltagerne redskaberne til at komme i bedre kontakt med sig selv.

Under forløbet mødes man fast en gang om ugen i 2,5 time, hvor Jane Meyer forklarer øvelserne og deres formål, og hun guider igennem dem. Forløbet indebærer også en stilhedsdag, hvor deltagerne træner de øvelser, de har lært i forløbet.

Øvelserne i forløbet er blandt andet meditation, åndedrætsøvelser, simple yoga-stræk, dialog samt teoretisk viden om stress og mindfulness.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste