Kalder alle bogelskere: Deltag i åben læsekreds
Vrå Bibliotek lancerer nu et spændende initiativ. De inviterer nemlig lokale bogelskere til en åben læsekreds - dette foregår over tre dage i løbet af foråret med aktuelle bøger.
Bibliotekar Frederik Christian Nielsen afholder læsekredsen, og han ser frem til at samle en flok læsere til masser af snak, hygge og oplevelser i de boglige gemakker.
Tre datoer, tre bøger
Det første arrangement er tirsdag d. 28. marts kl. 10.00 og omhandler "Lenins bodyguard", som er skrevet af den kendte forfatter Leif Davidsen, som også har været journalist i en årrække.
Tirsdag d. 25. april kl. 10.00 indbyder man til det næste arrangement på biblioteket, når bogen "Bytte" af den svenske forfatter og journalist Ann-Helén Laestadius nøje gennemgås.
Sidste arrangement foregår tirsdag d. 23. maj kl. 10.00, når man drøfter "Brænd alle mine breve" af svenske Alex Schulman, som udover forfatter og journalist stående på cv'et også er blogger og en kendt tv-personlighed i hjemlandet.
Kom og vær med
Hvis du har lyst til at læse flere gode bøger sammen med andre og mærke fællesskabet i en åben læsekreds, så kom og vær med til disse arrangementer på Vrå Bibliotek.
Det vil naturligvis være en fordel, hvis man har læst titlerne på forhånd - alle er velkomne til at slå et smut forbi biblioteket, hvor bøgerne kan lånes som almindelig bog og lydbog eller digitalt via eReolen.dk
Det koster ikke noget at deltage, ligesom det ikke er nødvendigt at tilmelde sig - man møder blot op, og Frederik Christian Nielsen glæder sig meget til at se alle interesserede.