Inviterer til hyggeeftermiddage i Løkken
LØKKEN: Den 11. september indledes rækken af efterårets i alt tre Hyggeeftermiddage i Sognegården i Løkken.
Niels Clemmensen fortæller om en rejse rundt i Argentina, hvor han og rejseselskabet havde det held at møde mange efterkommere af de danskere, som udvandrede til landet for flere generationer siden.
- Vi hørte deres historier og fik et indblik i et stykke dansk kultur, som selv så mange år efter stadig lever videre fjernt fra Danmark. Forbavsende mange taler stadig dansk. Også de, der ikke kan sproget, har en klar bevidsthed om deres rødder. Ved festlige lejligheder serverer man asado, grillstegt oksekød, som er argentinernes favoritret, og citronfromage, der er indbegrebet af dansk madtradition. Foredraget handler om disse møder og om nogle af de pionerer, der gik forud, fortæller Niels Clemmensen.
Den 9. oktober underholder Lene Lund med revyviser akkompagneret af organist Søren Bundgaard. Lene Lund vil synge revyviser og kendte danske sange, som man bliver i godt humør af og kan synge med på.
Sidste Hyggeeftermiddag inden julepausen er den 20. november, hvor Jens og Mads, de fra TV kendte skattejægere, fortæller om turen fra at være en ukendt marskandiser i provinsen til at være på TV i den bedste sendetid i fem lande, og om de mange hyggelige timer, de har tilbragt med DRs medarbejdere, mens de lavede Skattejægerne.
Til sidst en kort fortælling om, hvor de er i dag, hvor de har forladt brugtbranchen.
Hyggeeftermiddagene byder også på hyggelig snak over bordene og fællessang fra Højskolesangbogen. Det er hver gang kl. 14.30.