Ib Grønbech gav en fantastisk oplevelse
HJØRRING: "Men Her Går Det Godt" på Vendsyssel Teater er en helt fantastisk oplevelse for dem, der kan lide humor, sang, musik og stor skuespilkunst.
Hovedpersonen, Ib Grønbech, er selv meget glad for den gode modtagelse, som teaterkoncerten har fået, og stadigvæk får.
"Men Her Går Det Godt" er en stor succes for Vendsyssel Teater. Skuespil, sang, musik samt iscenesættelse er imponerende sat op, og publikum, som sidder tæt på skuespillerne i den nye sal, får en fantastisk oplevelse. Det er moderne teater opsat med høj kunstnerisk kvalitet, og det rammer lokalbefolkningen lige i hjertet.
Det er godt gået af teaterdirektør Rolf Heim, som også er instruktør på stykket. Han har løftet stykket op til nye kunstneriske højder.
Ib Grønbech, der kommer fra Hirtshals og nu bor i Bjergby, har med sine fantastiske sange, som er musiske, humoristiske, underfundige, sårbare og sjove, været med til at skabe årets måske største teaterkoncert.
Det er, hvad folk siger, når de forlader stykket:
- Vi har aldrig oplevet et teaterstykke, der var så hylende morsomt fra start til slut, og samtidig har det også givet noget at tænke over. Skuespillerne og Ib Grønbech har, sammen med teaterdirektør Rolf Heim, skabt stor kunst på Vendsyssel Teater med stykket "Her Går Det Godt". Man snyder sig selv, hvis man ikke ser denne fantastiske teaterkoncert på Vendsyssel Teater.