Hundelev Friskoles Sensommermarked blev en kæmpe succes

22. september 2024 kl. 19.03

HUNDELEV: Efter mere end 1000 gæster sidste år til Sensommermarkedet hos Hundelev Friskole, så håbede arrangørerne på samme interesse i 2024 - og folk strømmede igen til søndag 8. september.

Forud for markedsdagen var der lagt mange timers forberedelse, hvor alle hjalp til - og da dagen oprandt, så gik det hele op i en højere enhed, hvor der var en dejlig stemning fra start til slut.

Udstillere og sponsorer

Sensommermarkedet bød på meget dygtige og kreative udstillere, som bidrog med noget forskelligt - således var det interessant, hvor mange forskellige materialer, der blev arbejdet med.

Fruernes Keramik, Bistedet i Lønstrup og 3 gårdbutikker var blandt de i alt 70 udstillere, mens der også var sjove aktiviteter for børnene, tombola, lykkehjul med flotte præmier og kagebord.

- I år havde vi modtaget endnu flere fantastiske sponsorater fra mange forskellige virksomheder og butikker fra nær og fjern, og vi værdsætter hver eneste, siger skoleleder Karina Sejerskilde.

Også et marked i 2025

Taknemmeligheden for den store opbakning til friskolens arrangement, hvortil der også var gratis entré, er ikke til at tage fejl af - og mon ikke denne tradition i Hundelev er kommet for at blive.

- Vi havde virkelig lagt os i selen med at lave et flot, aktivitetsfyldt marked med spændende og sjove timer for hele familien, og det var en stor oplevelse for alle, fortæller Karina, og fortsætter.

- Dagen blev en kæmpe succes med en masse glade gæster, egne elever, deres forældre og ansatte, og vi takker både alle, der besøgte os, og alle involverede for den imponerende indsats.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste