Billede beskrivelse

Hjørring Teater og Bryghus Vendia: Næste år bliver øllet bedre

21. september 2024 kl. 06.04

HJØRRING: Erling Jepsens ”Næste år bliver øllet bedre” vises på Hjørring Teater onsdag den 9. oktober klokken kl. 19.30 i Folketeatrets opsætning.

Scenen bliver sat på Vendelbohus, og på scenen møder publikum de to venner, Orla og Jørgen, spillet af Jesper Asholt og Thomas Mørk.

De har i årevis arbejdet på at raffinere både vin- og ølbrygning i håb om at vinde den lokale konkurrence i hjemmebryg.

Den lidenskabelige interesse for hjemmebrygning drukner hverdagens sorger og livets bekymringer om børnene, der tager afstand fra deres fædre, konerne der er utro, og cheferne der er tyranniserende.

I deres iver efter at få øllet til at blive bedre end sidste år, prøvesmager de på livet løs, og snart ligner det mere en afhængighed end en hobby.

I et bedugget øjeblik sender de hinanden på en fantasirejse til Sydfrankrig, hvor vinglasset aldrig er tomt, og kvinderne altid er varme. Virkeligheden er dog langt køligere, for det viser sig, at Orla og Jørgens øl-eventyr har ført til, at de er havnet på en afvænningsklinik.

Bryghuset Vendia er med på ideen

Bryghuset Vendia tager også udfordringen op. De mener nemlig til gengæld ikke, at øllet kan blive ret meget bedre.

For at bevise dette, serverer de efter forestillingen en gratis Efterårsbryg til alle teatergæster i foyeren på Vendelbohus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste