HJØRRING: Sind Hjørring får ofte spørgsmål om, hvordan umyndige personer, personer med psykiske lidelser, ugifte samlevende og fraskilte er stillet i forhold til arveloven, og om det er muligt at begunstige enkelte arvinger.
Med udgangspunkt i disse spørgsmål vil advokat Mogens Pahl Christensen, fra advokaterne på Amtmandstoften i Hjørring, med speciale i familiesager og arveret give et oplæg.
Et meget centralt spørgsmål i SIND er: Hvordan forældre gennem testamente kan sikre, at det beløb de tiltænker deres skrøbelige barn, virkelig kommer det svage barn til gode, f.eks. ved båndlægning til nærmere bestemte formål - muligvis over en årrække.
Mogens Pahl Christensen vil også komme ind på emner som: Hvem arver mig? Kan jeg selv bestemme, hvem der skal arve mig? Er der nogen, der skal arve mig? Må jeg testamentere hele arven efter mig til velgørende formål? Kan jeg beskytte arven til mine arvinger? Arver ugifte samlevende hinanden? Hvad dække boafgift over? Er pensioner og livsforsikringer omfattet af arveloven? Er en arv skattepligtig? Hvordan opretter man et testamente.
Foredraget er 19. april klokken 19 i Forsamlingsbygningen, Østergade 9 i Hjørring.
Foredraget er offentligt, og der er fri entré.
Foredrag om arveloven
Advokat Mogens Pahl Christensen gæster Sind Hjørring med oplæg om avesager
14. april 2018 kl. 15.28