Festlig søndag i Nr. Lyngby: Vil gøre det til en tradition
Borgerforeningen i Nr. Lyngby indbyder til en festlig søndag, når der afholdes bagagerums- og trailermarked søndag 24. juli på arealerne omkring Solnedgangspladsen på Lyngby Møllevej.
- Alle kan deltage. Det er gratis, og man skal ikke bestille stadeplads. Kræmmere kan ankomme efter klokken 09.00, hvor der vil blive anvist plads. Selve markedet er åbent fra klokken 10.00 til 15.00, lyder meddelelsen fra Nr. Lyngby Borgerforening.
Markedet i Nr. Lyngby er en begivenhed, som Borgerforeningen gerne vil gøre til en årlig tradition. Sidste år afholdt man marked for første gang, hvilket gav lyst til at fortsætte i år.
Det bliver en festlig dag i Nr. Lyngby med masser af hygge. Gl. Klitgaard Camping tilbyder ponyridning for børn fra klokken 11.00 til 12.30. Restaurant Lyngby Mølle og Fishermans Rest byder på gode muligheder for en lækker frokost, og hos Strandkøbmanden er der masser af is og snacks. Derudover kan man nyde den smukke natur med en gåtur omkring Lyngbysøerne og måske tage sig en dukkert på den dejlige strand.
- Vi håber at mange kræmmere og gæster vil komme til Nr. Lyngby for at gøre en god handel og nyde hyggen, fortæller arrangørerne fra Nr. Lyngby Borgerforening.