350 elever skråler løs: Lokale friskoler mødes til kordag
På tirsdag mødes cirka 350 elever og lærere i Skalleruphallen ved Friskolen Skallerupfor at synge sammen.
Det drejer sig om kommunens syv friskoler, der er gået sammen om at give friskoleelever, -lærere og -forældre en fantastisk oplevelse af fællesskab og sangglæde.
Trine Lund Sørensen og Johanne Elise Schack von Brockdorff er korledere og grundlæggere af konceptet Friskolernes Kordag, som de med stor succes afholdt for første gang den 31. maj i Ollerup sidste år.
- Nu kommer det for anden gang til Hjørring Kommune, for vi gentager nemlig succesen fra sidste år, hvor vi afviklede hele den programsatte dag og de to planlagte koncerter på Vendelbohus, skriver arrangørerne.
Konceptet går i al sin enkelthed ud på at synge sammen, at give de små friskolers elever mulighed for at deltage i et stort fællesskab samt at få skabt en fælles fortælling om sangglæde, fællesskabsfølelse og sammenhold.
Det hele tog afsæt i en workshop for musiklærerne fra de syv friskoler, som sammen mødtes i musikhuset på Friskolen Skallerup, hvor Trine sammen med musiklærerne sang alle de sange, som den 26. september bliver blæst ud over scenekanten i Skalleruphallen ved Friskolen Skallerup.
Tirsdag den 26. september skifter alle friskolerne deres sædvanlige rammer ud med store sal fra morgenstund til midt eftermiddag, hvor alle børnene skal øve sig i at være det store kor og sammen synge de sange, der er blevet øvet på friskolerne op til den store dag. Kl. 15.00 slår man dørene op til den første koncert, hvor forældrene inviteres indenfor.