Der blev fundet rigeligt med genbrugsguld
HIRTSHALS: Der var genbrugsguld hos De Grønne Spejdere på loppemarkedet lørdag den 3. maj i spejderhuset på Halvej.
Der var flere hundrede meter med parkerede biler på Halvej, og spejderhuset – både indendørs og i haven – var fyldt med købelystne borgere.
Det hele blev muliggjort af de mange frivillige samt spejderne, som havde kørt rundt i hele Hirtshals for at samle alt det ind, der var stillet ud. Og der var meget – alt sammen i god stand.
Som spejderleder Grethe Bork fortalte sidste år:
– Vi er meget glade og taknemmelige for alt det, borgerne i Hirtshals har doneret til os. Sidste år anslog vi omsætningen til at være i nærheden af 50.000 kroner, og det er godt for spejderbevægelsen i Hirtshals, som på den måde kan lave mange aktiviteter for de mange Grønne Spejdere.