StjerneStævne 2025: Otte skoler mødtes på grønsværen
Hjørring: Onsdag dannede Hjørring Kommune ramme om et helt særligt arrangement for unge fra specialklasser i Nordjylland.
StjerneStævnet er et initiativ, der giver elever i alderen 13–17 år fra specialklasser mulighed for at få en oplevelsesrig dag med fællesskab, netværk og venskaber – alt sammen gennem fodbold og boldlege - og med medaljer til alle.
Stævnet blev afholdt på Fortuna Hjørrings anlæg, og deltagerne kom fra Vodskov Skole, Nordstjerneskolen i Frederikshavn, Dronninglund Skole, Hedegårdsskolen og Søndergades Skole i Brønderslev samt to afdelinger fra Hjørring Skolen.
13-årige Sander Fischer Wolf fra Vodskov deltog for første gang:
– Megahyggeligt, og her er altså en god stemning, sagde han med et smil.
Hans klassekammerat, Dicte Rønnebæk Saksager, var enig. Hun havde pyntet sit ansigt med glimmer i dagens anledning:
– Eller, nej, det er nok ikke så meget på grund af i dag – jeg er bare en glimmerpige, sagde hun grinende.
Hun nød også dagen:
– Det er sjovt at spille, men jeg kan også godt lide, at vi har mødt nogle nye.
Emma Handrup, fritidskonsulent i Hjørring Kommune, glædede sig over den livlige stemning og det høje aktivitetsniveau:
– Vi bakker stærkt op om den slags tiltag, for det er vigtigt, at alle børn har adgang til motion og fællesskab.
Hun roste også Fortuna Hjørring for at stille faciliteter til rådighed og tage aktivt del i samarbejdet:
– Det er dejligt at se en lokal klub, der engagerer sig og tager ansvar.
StjerneStævnet er arrangeret i samarbejde mellem Parasport Danmark, Fortuna Hjørring, DBU Jylland, Hjørringskolen og Hjørring Kommune.