Soroptimister havde besøg af kvindelig general
HJØRRING: Danmarks første kvindelige general og ligestillingsrådgiver ved Flyvevåbnet har besøgt Soroptimisterne i Hjørring.
Det skete da Lone Træholt var hovedtaler ved Soroptimisternes distriktsmøde den 29. marts i Vrå Idrætscenter.
Lone Træholt fortalte om sin vej til denne, for en kvinde, lidt usædvanlig levevej. Lone Træholt har været soldat med stort S, og hun har konkurreret om forfremmelser på lige fod med mænd, fortalte hun.
Efterfølgende fortalte unionspræsident Bettina Vestergaard om sine visioner for de næste 2 år, som bl.a. omhandlede vores synlighed og aktiviteter. Overskriften ”Samlet kan vi alt” var essensen, fortæller Lene Pedersen fra Soroptimisterne i Hjørring.
Stine Langgaard og Nina Schrøder fortalte om HEADSPACE i Hjørring. Det er et tilbud, hvor unge piger og drenge op til 25 år kan henvende sig anonymt til en snak, hvis og når de tumler med problemer.
Lene Pedersen fortæller videre, at projektet ”Vand og uddannelse i Angola” nu er blevet et projekt for alle Soroptimister i Danmark.
Kunstneren Lise Vestergaard havde doneret et tryk, som indbragte 2.250 kroner, der straks blev doneret til unionsprojektet ANGOLA.