Billede beskrivelse

Nyt Ældreråd konstitueret i Hjørring Kommune

03. december 2025 kl. 06.01

HJØRRING: Hjørring Kommunes Ældreråd afholdt konstitueringsmøde den 28. november 2025, hvor fordelingen af poster for perioden 2026–2029 blev påbegyndt.

Det nye ældreråd består af følgende medlemmer: Kirsten Holst, Kurt Mikkelsen, Hans Ørnbøl, Kai Kruchov Madsen, Dorthe Laulund, Hanna Simonsen, Ulla Brander, Mogens From og Marianne Krogsgaard.

Kirsten Holst, som har været formand i de seneste otte år, blev genvalgt som formand. Også Kurt Mikkelsen, der har været næstformand i fire år, fortsætter i sin rolle. Formand og næstformand vil repræsentere Hjørring Kommune i Regionens Ældreråd, så længe dette eksisterer og vurderes relevant.

På grund af fravær fra to nyvalgte medlemmer blev den resterende fordeling af poster udskudt til rådets næste møde den 12. januar 2026. De poster, der skal fordeles, omfatter:

Tilgængelighedsudvalg

It-ansvarlig og redaktør for ældrerådets håndbog

Kontaktpersoner til forskellige udvalg: Byråd, SÆH, Teknik og Miljø, Fritid og Kultur

Medansvar for det årlige fællesmøde for beboer- og pårørenderåd (afholdes i maj)

Mogens From fortsætter som ansvarlig for ældrerådets årlige arrangement på Vendelbohus.

Rådet forventes at afholde mindst 11 møder årligt. Vedtægter og forretningsorden skal revideres og efterfølgende godkendes af byrådet for den kommende fireårige periode.

På det kommende møde i januar vil der blive afholdt en forventningsafstemning, hvor fokusområder og mærkesager for den nye periode bliver fastlagt.

Ældrerådet inddrages årligt i en lang række høringer og orienteringer, inden der træffes politiske beslutninger om ældreområdet. Rådet vil også spille en aktiv rolle i implementeringen af ændringer i forbindelse med den nye ældre- og sundhedsreform.

Når det regionale Sundhedsråd i Nordjylland – som dækker Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø – træder i kraft, håber Ældrerådet at kunne bidrage med synspunkter og forslag.

Ældrerådet sender en stor tak til kommunens +60-årige borgere for den høje stemmedeltagelse ved valget. Med en stemmeprocent på 68,6 % føler rådet sig stærkt bakket op i det kommende arbejde.

Ældrerådet fungerer som bindeled mellem kommunens ældre borgere og de politiske beslutningstagere – en rolle, rådet tager alvorligt. Det nye råd ser frem til et godt og bredt samarbejde med borgere, forvaltning og politikere og vil arbejde for, at der træffes de bedst mulige beslutninger til gavn for kommunens ældre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste