Museumsforening afholder årets generalforsamling
LØKKEN: Løkken Museum er som bekendt altid et besøg værd, og nu inviterer Løkken Museumsforening til den årlige generalforsamling, hvilket atter foregår på Løkken Skoles lærerværelse på Studievej 10.
Foreningens generalforsamling finder sted torsdag 27. februar 2025 kl. 19.30, og eventuelle forslag til dens dagsorden skal være formand Søren Jensen i hænde senest søndag 23. februar 2025.
Dette kan ske enten via post til Søren på adressen Løkkensvej 852, 9480 Løkken, eller via mailen: loekkenarkiv@gmail.com - sidstnævnte er måske at foretrække, da det nok går en kende kvikkere.
Programmet
Der startes med formandsberetning ved Søren Jensen og kassererberetning ved Helle Bæk Nielsen, hvorefter der er valg af medlemmer til bestyrelse, suppleant og revisor - herunder også revisor til Lokalforlaget.
Foreningen ser efterfølgende frem til at fortælle om alle de spændende forslag til museets arbejde og arrangementer i lokalsamfundet, hvilket foregår under punktet eventuelt som sidste del af dagsordenen.
Ildsjælene bag foreningen håber, at rigtig mange vil møde op, og at bestyrelsen dermed kan få flere nye idéer til dette års arbejde med Kystfiskerimuseet, Johanne Grønbechs Hus og Løkken Billedsamling.
Generalforsamlingen afsluttes traditionen tro med kaffe og kage efter alle de innovative tanker - du kan i øvrigt læse mere om museet, dets historie, aktivitetskalenderen og se et galleri via: loekkenmuseum.dk