Museum gør status: 4500 gæster har været på besøg
LØKKEN: Løkken Museumsforening har her efter sæsonen opgjort besøgstallet for sæsonen 2025 til 4500 gæster i Johanne Grønbechs Hus på Nørregade
- Det er et meget flot besøgstal og en stor glæde, lyder det fra museets bestyrelse.
- Gæsterne har været meget interesserede i vore udstillinger, og det har været dejligt at se så mange mennesker i museet, tilføjes det.
Flere succeser
Efteråret har budt på maleriudstillingen ”Fiskere der malede”.
Museet åbnede i påsken udstillingen ”Bunkerbyggeri i Løkken”, og i påskedagene blev den besøgt af flere hundrede gæster.
- Og med deres positive reaktioner er der ingen tvivl om, at Løkken Museum ramte plet med årets udstilling, konstaterede formanden for Museumsforeningen Søren Jensen, da påsken var ovre.
Og da der meldte sig nye frivillige, blev det allerede dengang besluttet, at udvide åbningstiden frem mod sommersæsonen.
Den store succes skyldes helt klart, at et helt rum på museet var lavet om til en livagtig kopi af en mandskabsbunker fra Anden Verdenskrig. Den blev skabt i samarbejde med den kun 16 årige bunkerentusiast Tristan Johannsen fra Bunker Gruppen Løkken.
Succesen blev efterfulgt af en maleriudstilling hen over efteråret.
I Løkken var der flere fiskere, der malede og på den måde tjente lidt ekstra, når det om vinteren ikke var muligt at komme på havet.
På udstillingen var der malerier af følgende kunstnere Julius Thorvald Jensen, kaldet ”Julle”, Niels Jensen og Peter Petersen.
De tre malere er beskrevet i Løkken Billedsamlings udgivelse fra 2013 ”Fiskere der malede”. Bogen kan købes på museet.
Flot donation fra bogsalg
I sommer modtog Løkken Museumsforening, i lighed med Løkken Miniby, en flot donation på 38.000 kr. fra den fond, som blev oprettet af Nils Johansen og Kirsten Vestergaard i forbindelse med deres fælles udgivelse af bogen "Løkken Set" med billeder fra og tekst om Løkken.
Museets bestyrelse er meget taknemmelig for den smukke tanke.
- Beløbet vil blive brugt på udviklingsprojekter i Løkken Museum, lyder det.
Sidste åbningsdag er Julestue
Museet drives udelukkende af frivillige kræfter, og der er for tiden omkring 20 frivillige.
Bestyrelsen er dog altid på udkig efter flere hænder både til at lave udstillinger og til at bemande åbningstider for publikum.
Løkken Museum har nu lukket ned for sæsonen.
Der er dog endnu en mulighed for at se maleriudstillingen. Den hænger nemlig stadig, når museet holder den traditionelle ”Julestue” søndag 14. december.
Den dag bliver der tændt op i det mere end 100 år gamle komfur i køkkenet, og der leveres de lækreste vafler, lavet på opskriften på låget til vaffeljernet, som står på komfuret.