Billede beskrivelse

Morgenklubben satte fokus på DM i Skills

10. marts 2026 kl. 14.18

HJØRRING: Der var fuldt hus, da Erhverv Hjørring tirsdag morgen samlede omkring 50 deltagere fra det lokale erhvervsliv til Morgenklubben på EUC Nord. 

Temaet var det kommende DM i Skills 2026, som til april forventes at tiltrække op mod 50.000 besøgende til området omkring Park Vendia i Hjørring.

Morgenmødet gav virksomhederne et indblik i både visionerne bag det store arrangement og de muligheder, det kan skabe for både erhvervsliv, uddannelser og kommunen som helhed.

DM i Skills afholdes fra 22. til 25. april 2026 og samler omkring 300 unge fra erhvervsuddannelserne, der konkurrerer om at blive Danmarksmestre i deres fag.

Fokus på fremtidens arbejdskraft

Direktør i Erhverv Hjørring, Michael Vendelbo Pedersen, fortalte, at formålet med morgenmødet var at give erhvervslivet et klart billede af, hvad der venter.

– Vi har inviteret erhvervslivet til at høre om, hvad der kommer til at ske, hvor stort det bliver, og hvilke visioner der ligger bag. Samtidig taler vi om, hvad virksomhederne kan forvente – blandt andet et øget fokus på erhvervsuddannelserne og de mange besøgende, der kommer til byen, sagde han.

Billede beskrivelse

Ifølge Michael Vendelbo handler DM i Skills også om en større strategisk indsats.

– Vi har et stort fokus på ungdommen og på uddannelse. Virksomhederne efterspørger allerede arbejdskraft, både nu og i fremtiden. Derfor er det vigtigt at vise de unge, hvilke muligheder der ligger i erhvervsuddannelserne, forklarede han.

Borgmester Søren Smalbro fortalte om de langsigtede visioner bag at få DM i Skills til byen. Målet er blandt andet at styrke interessen for erhvervsuddannelserne og skabe en positiv udvikling i kommunen – også når det gælder bosætning. 

Billede beskrivelse

Han roste samtidig viceborgmester Per Møller, som tog initiativ til at arbejde for, at DM i Skills skulle afholdes i Hjørring.

– Det her er en begivenhed, der kan være med til at sætte Hjørring på landkortet og skabe udvikling mange år frem, lød budskabet.

Morgenens program bød også på oplæg fra flere centrale aktører bag arrangementet.

Billede beskrivelse

Bestyrelsesformand på EUC Nord Richard Fynbo satte fokus på uddannelsesperspektivet, mens erhvervsplaymaker John Windbirk fortalte om planerne for eventpladsen ved Park Vendia.

Derudover fortalte skills-konsulent Henrik Jespersgaard om samarbejdet mellem de nordjyske erhvervsskoler og om de mange praktiske forberedelser, der ligger bag afviklingen af et så stort arrangement.

Billede beskrivelse

Morgenklubben skaber dialog

Morgenklubben er Erhverv Hjørrings faste netværksformat, hvor lokale virksomhedsledere flere gange om året mødes til morgenmad, faglige oplæg og dialog med både erhvervsliv og politikere.

Ifølge Michael Vendelbo er formålet netop at skabe et rum, hvor virksomheder kan få viden og samtidig komme tættere på beslutningstagerne.

– Morgenklubben blev startet for omkring et år siden for at skabe et uforpligtende netværk, hvor man kan få ny viden og samtidig få mulighed for dialog med politikerne i et mindre forum, sagde han.

Med DM i Skills lige rundt om hjørnet var der da også stor interesse blandt deltagerne for at høre mere om det arrangement, der til foråret vil gøre Hjørring til centrum for Danmarks dygtigste unge faglærte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste