Lene og Fortuna forlænger samarbejdet
HJØRRING: Hun var med til at hente dobbelt guld hjem til Fortuna i sommer, og dette efterår har hun været med til at klække adskillige landsholdsspillere fra Hjørring-truppen, der også kom langt i Europa Cuppen.
Der var derfor ingen tvivl om, at cheftræner Lene Terp, skulle have forlænget den kontrakt, der ellers ville være løbet ud ved årsskiftet, skriver Fortuna Hjørring i en pressemeddelelse.
- Lene har været med til at forandre Fortuna i en positiv retning gennem sine to år i klubben. Højdepunktet var naturligvis “The double” - med et mesterskab og en pokaltitel i sommer, men fokus er i høj grad på, at bringe klubben tilbage i toppen af dansk kvindefodbold og som fast leverandør til de danske ungdoms- og A-landshold. Det er Lene den rette til.
Sådan siger Fortunas klubformand, Karina Bech Jensen, der er meget tilfreds med den forlængede kontrakt med cheftræneren.
Det samme er hovedpersonen selv:
- Der er et stort potentiale i Fortuna, og jeg kan godt lide at arbejde med den kombination af internationale spillere og unge talenter, der er i klubben. Som træner er mit fokus på at udvikle spillerne, og det kan jeg få lov til her i Hjørring, hvor vi især med akademiet har nogle helt særlige muligheder.
Lene Terp blev i efteråret indlemmet i Hall of Fame for sine mangeårige indsats for dansk kvindefodbold. Titlen blev modtaget med cheftræneren vante beskedenhed, og hun skruer også forventningerne ned i forhold til, hvad hun kan nå at præstere med Fortuna i det kommende år. “The double” er allerede udelukket, da Fortuna forlod pokalturneringen tidligt i efteråret, og en guldmedalje i A-ligaen ligger ikke lige til højrebenet:
- Det bliver meget svært at genvinde et mesterskab, da vi har ikke det forspring, som vi stod med sidste år. Men naturligvis går jeg altid efter at vinde.
Fortuna Hjørring skal i foråret spille 10 kampe i slutspillet i A-ligaen. Turneringen går i gang fra midt i marts. Fortuna ligger nummer to i rækken med 29 point efter 14 kampe. Køge ligger nummer et med 32 point, og Brøndby er på tredjepladsen med 24.