Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kunst, leg og kreativitet: Sommerferien behøver ikke være langt væk

16. juli 2026 kl. 06.00

HJØRRING: Sommerferien er for mange lig med tid sammen som familie, og det behøver hverken være dyrt eller kræve en tur langt væk. 

Hos Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring er sommeren fyldt med oplevelser for både børn og voksne.

Museet inviterer hele sommeren indenfor til kreative aktiviteter, detaljejagter og kunstoplevelser med udgangspunkt i den store særudstilling ’På vej’ med Poul Anker Bech.

Børn kan gå på opdagelse i udstillingerne med en sjov detaljejagt, hvor små motiver gemmer sig i malerierne. Finder man dem alle, venter der en lille præmie.

I museets kreative værksted, som holder åbent fra tirsdag til søndag klokken 11.00 til 16.00, kan børn og voksne også slippe fantasien løs. Her kan der blandt andet males og tegnes på små campingvogne i træpap, inspireret af Poul Anker Bechs karakteristiske billedunivers.

Kunst på hjul

Sommeren byder også på den rullende ArtCamp, ’Knud’, som tager kunsten med ud i det nordjyske landskab.

I løbet af sommeren kan man blandt andet møde ArtCampen ved Madmarked i Tversted, Dana Cup i Hjørring, Hirtshals Fiskefestival og Løkken Molefestival, hvor børn og familier kan deltage i kreative aktiviteter og blive introduceret til Poul Anker Bechs univers.

Oplev den store Poul Anker Bech-udstilling

Museets aktuelle særudstilling ’På vej’ samler for første gang en lang række værker fra hele landet med fokus på det gennemgående motiv ’vejen’, som går igen i Poul Anker Bechs kunst.

Hen over sommeren arrangerer museet desuden flere offentlige omvisninger, hvor kunstformidlere fortæller om værkerne og kunstnerens særlige billedunivers.

Sommeroplevelser for hele familien

Uanset om man er kunstinteresseret, har kreative børn med på ferie eller blot leder efter en hyggelig aktivitet på en regnvejrsdag, byder Vendsyssel Kunstmuseum på oplevelser for alle aldre gennem hele sommeren.

Programmet med aktiviteter og omvisninger kan findes på museets hjemmeside.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste