Henrik overtager formandsposten i Hjørring Alliancen
HJØRRING: Af helbredsmæssige årsager har Ulla Sehested Søndergård valgt at udtræde af bestyrelsen for Hjørring Alliancen og fratræder dermed sin post som formand med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser Hjørring Alliancen i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen for Hjørring Alliancen ønsker at rette en stor tak til Ulla Sehested Søndergård for hendes engagerede og værdifulde indsats for opstart i de første måneder.
I forlængelse af dette har bestyrelsen besluttet, at den hidtidige næstformand, Henrik Messman, overtager formandsposten frem til næste ordinære generalforsamling i 2026.
Henrik Messman har gennem flere år ydet et væsentligt bidrag til bestyrelsens arbejde og besidder solid erfaring med ledelse og udvikling, hvilket sikrer kontinuitet og stabilitet i Hjørring Alliancens videre virke.
For at skabe de bedst mulige rammer for en grundig proces med henblik på rekruttering af en ny direktør, konstitueres René Zeeberg som direktør indtil september 2025. Konstitueringen giver bestyrelsen den nødvendige ro og tid til at identificere og tiltrække den rette profil til stillingen.
René Zeeberg medbringer betydelig erfaring inden for foreningsledelse og vil understøtte den daglige drift og Hjørring Alliancens fortsatte udvikling i overgangsperioden. René Zeeberg fortsætter uændret sit virke i rådgivningsvirksomheden, Zeeberg &Partners, parallelt hermed.
Bestyrelsen ser frem til at fortsætte det målrettede arbejde for Hjørring Alliancens styrkelse og udvikling under den nye ledelsesmæssige konstellation og takker endnu en gang Ulla Sehested Søndergård for hendes velvillige bidrag.