Billede beskrivelse

Frysehuset tøede op: Premiere med Sanne Salomonsen gik over al forventning

04. april 2025 kl. 19.03

HJØRRING: Det har været en langsom optøning, men torsdag kom der for alvor varme i Frysehuset i Hjørring.

Her var der koncert for 350 publikummer med Sanne Salomonsen, og det var også her, Frysehusets Box 1 for alvor skulle stå sin prøve.

– Men det klappede både teknisk og med de frivillige og publikum. Det er simpelthen så fantastisk at se tilbage på, siger en træt, men glad Jacob Høyer Juhl, der har været daglig leder i Frysehuset siden 1. marts.

Billede beskrivelse

– Vi har jo alle sammen ventet på den her dag i lang tid. Der er jo folk i bestyrelsen, der har været med siden starten, og de følte nærmest en kæmpe forløsning i går, smiler han.

Jacob Høyer Juhl glæder sig også over et publikum, der var mere end oplagt:

- Det er nok det mest medlevende publikum, jeg har set længe. Folk rejste sig og klappede ad Sanne Salomonsen, og når hun spillede nogle af sine mest kendte numre, blev der skrålet med, siger Jacob Høyer Juhl.

Frysehusets mange frivillige får også en kærlig hilsen med på vejen.

Billede beskrivelse

– Jamen, det gik jo så godt selvom de var nervøse for afviklingen. Den fællesskabsfølelse, der var her i aftes var vildt tydeligt.

De har jo knoklet for at vi kunne blive klar siden i søndags 12 timer om dagen. Jeg er ganske enkelt helt blown away. Det var aldrig lykkedes uden dem, siger Jacob Høyer Juhl varmt.

Han konstaterer også, at hele formålet med Boks 1 nemlig muligheden for at arrangere koncerter i lidt større skala også er lykkedes.

– Lyden var helt perfekt. Vi havde på forhånd fortalt Sanne Salomonsen og hendes band, at de var de første. De roste både stedet og de muligheder det giver.

Billede beskrivelse

Interessen for Frysehuset er da også blevet varmere.

– Vi får en del henvendelser fra folk, der gerne vil høre, hvad stedet kan bruges til, og det er rigtigt positivt. Vi er jo slet ikke færdige med at udvikle Frysehuset. Men den her kæmpe interesse, som vi møder, understøtter jo, at vi sammen med vores mange frivillige er i gang med noget helt rigtigt, siger Jacob Høyer Juhl og fortsætter.

– Men i denne her weekend skal vi vist bare have benene op og slappe af.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste