Seneste nyt
Billede beskrivelse

Foråret eksploderer i lyserøde blomster i Hjørring

11. maj 2026 kl. 14.50

HJØRRING: Foråret står lige nu i fuldt flor, og de japanske kirsebærtræer tiltrækker mange mennesker med deres smukke blomstring og lyserøde blomsterhav. 

Søndag benyttede seks vietnamesiske venner lejligheden til at tage billeder ved de blomstrende træer, inden de skulle til konfirmationsfest.

Vennerne - Thanh Truc, Thi Be, Hong Que, Than Tran, Quang Minh og Van Khatami - var klædt i traditionelt vietnamesisk festtøj, hvilket skabte et farverigt møde mellem vietnamesisk kultur og den japanske sakura-stemning midt i det danske forår.

Billede beskrivelse

De japanske kirsebærtræer er lige nu noget af det mest fotogene, man kan opleve i foråret. 

De lyserøde og hvide blomster springer ofte ud næsten samtidig, så træerne næsten ligner skyer af blomster. I Danmark blomstrer de typisk fra slutningen af april til midten af maj - afhængigt af vejret.

I Japan kaldes blomstringen sakura, og den har stor kulturel betydning. 

Mange samles under træerne til picnic og fejrer foråret med det, der hedder hanami – direkte oversat til “at betragte blomster”.

Billede beskrivelse

Kort blomstring

Det særlige ved de japanske kirsebærtræer er blandt andet, at blomsterne ofte kommer før bladene, og at blomstringen kun varer kort tid - typisk en til to uger. 

Vind og regn kan hurtigt få blomsterbladene til at dale som lyserød sne, hvilket gør oplevelsen endnu mere særlig.

Billede beskrivelse

I Hjørring er områderne ved Idræts Allé, Sverigesvej og Tørholmsvej blandt de steder, hvor blomstringen lige nu er ekstra flot. 

Her danner træerne en lyserød ramme omkring BoVendias boliger og skaber næsten tunnel-lignende strækninger af blomster.

Billede beskrivelse

Også Bredgade i Tårs er kendt for sine flotte kirsebærtræer, hvor en hel allé netop nu står i blomst.

De japanske kirsebærtræer stammer oprindeligt fra bjergområder i Japan, Korea og det mellemste Kina, men er i dag meget udbredte i Danmark.

Her findes de i parker, private haver og boligområder og hvert forår markerer overgangen til lysere tider.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste