Billede beskrivelse

Den Blå Sociale café fylder 30 år

28. september 2025 kl. 06.02

HJØRRING: I hjertet af Hjørring ligger den Blå Sociale Café. Det er et lille fristed med stor betydning for byens udsatte og ensomme borgere. 

Her kan man komme ind fra gaden, få et varmt måltid mad, læse avisen, få en snak eller bare være.

Snart kan caféen markere sit 30-års jubilæum. Det sker den 1. oktober kl. 13.30-15.30 og der vil være kaffe, kage, taler og musikalske indslag.

Et socialt åndehul uden visitation

Den Blå Sociale Café adskiller sig fra mange andre sociale tilbud. 

Her kræver det hverken henvisning eller visitation for at være med. Det er netop det, der gør caféen så vigtig, fortæller den daglige leder Lenette Schultz Nielsen.

- Caféen er for mennesker, der ofte falder mellem systemerne. Og vi forsøger at være det sted, der griber folk, før det går galt.

Caféen drives i samarbejde med Blå Kors Danmark. I Hjørring holder caféen åbent tre dage om ugen og har omkring 50 daglige brugere.

Men caféen er ikke kun et trygt fristed. Den spiller også en vigtig rolle som brobygger.

- Vi støtter brugerne i at bygge bro mellem dem selv og det system, de måske ikke forstår. Nogen kan have svært ved at finde vej i e-boks eller forstå breve fra kommunen eller andet. Vi hjælper med at skabe kontakt til de rigtige steder og oversætte det, der virker uoverskueligt, forklarer Lenette.

Et sted, hvor man bliver set

Dagen starter 8.40 med morgenmad. Senere er der fælles samling for dem, der ønsker det, og kl. 11.30 serveres der frokost. 

Begge måltider er til små penge, og nogle vælger også at købe maden med hjem til dage, hvor caféen har lukket. For nogen er det maden, der trækker – for andre er det fællesskabet.

- Det er ikke bare et værested. Det er et sted, hvor vi genkender dem, der kommer. Vi ved, hvordan de har det, og vi lægger mærke til, hvis nogen pludselig ikke møder op. Det giver tryghed og mening – og håb, siger Lenette.

Frivillige er rygraden

Caféen kan kun lade sig gøre takket være en engageret gruppe frivillige. I øjeblikket er der omkring 14 frivillige tilknyttet – primært i køkkenet og blandt brugerne. 

De kommer med vidt forskellige baggrunde, og det er netop mangfoldigheden, der giver styrke.

- Vi er rigtig glade for vores frivillige og udover dem, har vi selvfølgelig brug for fagligheden for at kunne støtte brugerne bedst muligt. Flere af vores brugere lever med psykiske lidelser, misbrug eller ensomhed. Vi skal både kunne gribe, lytte og nogle gange deeskalere konflikter, før de vokser sig store, siger Lenette.

Tiderne er svære

Tidligere havde caféen åbent fem dage om ugen – og én aften. I dag er det kun 13 timer fordelt på tre dage. Brugerne fortæller, at de savner muligheden for at komme oftere.

- Drømmen er at kunne sikre at caféen eksisterer om 30 år, men det kræver en fast finansiering. Lige nu er økonomien en udfordring og vi er i dialog med flere politikere, da der er brug for en øget, stabil og langsigtet finansiering, siger Lenette.

Alligevel er der masser at være taknemmelig for. 30 år med nærvær, støtte og omsorg. 30 år med mennesker i centrum. Og forhåbentlig mange flere år i vente.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste