Seneste nyt
Billede beskrivelse

Årets høstfest får en solid pengeindsprøjtning

19. juli 2026 kl. 10.00
Opdateret 20. juli 2026 kl. 12.16

HJØRRING: Årets høstfest i Kornets Hus får et markant løft. En donation på 70.000 kroner fra Nordjyllandsfonden giver mulighed for at udvide programmet med nye aktiviteter og oplevelser, når høstfesten finder sted lørdag 22. august.

Det skriver Kornets Hus i en pressemeddelelse.

Høsten har gennem århundreder været en af årets vigtigste begivenheder på landet. Den tradition holder Kornets Hus levende med en årlig høstfest, hvor gæster i alle aldre kan opleve kornets betydning gennem aktiviteter, formidling og smagsoplevelser.

Med støtten fra Nordjyllandsfonden bliver årets udgave den mest omfattende hidtil.

Billede beskrivelse

- Vi ønsker at skabe en høstfest, hvor gæsterne kan mærke stemningen, dufte halmen, smage på råvarerne og få en større forståelse for det korn, der danner grundlag for en stor del af vores madkultur. Det er netop den slags oplevelser, støtten fra Nordjyllandsfonden gør mulig, siger direktør Rikke Ejsenhardt.

Nyt kunstværk bliver afsløret

En af årets nyheder bliver afsløringen af et stort land art-værk skabt i halm.

Kunstværket er udviklet i samarbejde med kunstner Lise Vestergaard og bliver præsenteret under høstfesten.

- Vi kan allerede nu afsløre, at der bliver tale om et kunstværk i flere meters højde, skabt i halm. Mere vil vi ikke røbe endnu, men vi glæder os til at præsentere det og håber, at det bliver et samlingspunkt for årets høstfest, siger Rikke Ejsenhardt.

Billede beskrivelse

Flere oplevelser på vej

Donationen kommer på et tidspunkt, hvor Kornets Hus oplever stor interesse fra både gæster og samarbejdspartnere. 

I årets første seks måneder har aktivitetsniveauet og besøgstallet været højt, og ambitionen er fortsat at udvikle nye oplevelser med afsæt i korn, gastronomi, håndværk og maddannelse.

- Vi arbejder hele tiden på at udvikle Kornets Hus, så der er nye oplevelser for både førstegangsbesøgende og dem, der vender tilbage. Derfor betyder det meget, når fonde som Nordjyllandsfonden er med til at løfte kvaliteten af de aktiviteter, vi kan tilbyde, siger Rikke Ejsenhardt.

Årets høstfest finder sted lørdag 22. august og byder på aktiviteter, smagsoplevelser, formidling og oplevelser for hele familien med fokus på høsten, håndværket og den danske madkultur.

Fakta

Nordjyllandsfonden har støttet årets høstfest i Kornets Hus med 70.000 kroner.

Høstfesten afholdes lørdag den 22. august.

Programmet byder blandt andet på aktiviteter, smagsoplevelser, formidling og afsløringen af et stort land art-værk i halm skabt af kunstner Lise Vestergaard.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste