24-årige Kasper udvider forretningen
VRÅ: K.H. Olsen Maskinteknik med Kasper Hyldgaard Olsen i spidsen har pr. 4. februar 2025 overtaget alle mobile aktiviteter i hydraulikvirksomheden HydraM i Hals. Overtagelsen markerer begyndelsen på et nyt kapitel, der styrker virksomhedens position som en pålidelig leverandør af teknisk support og udekørende løsninger til nordjysk landbrug og industri.
HydraM har gennem årene opbygget et solidt renommé inden for hydraulikservice og -reparation, og med denne overdragelse videreføres virksomhedens stærke traditioner og ekspertise. Samtidig udvider K.H. Olsen Maskinteknik sine egne kompetencer og kapacitet for at kunne imødekomme kundernes behov endnu bedre. Kunderne vil opleve en øget tilgængelighed, hvor den mobile hydraulikservice kan rykke endnu hurtigere ud i hele Nordjylland.
Derudover vil sammenlægningen af de to virksomheders erfaring og tekniske viden sikre en endnu højere kvalitet og et bredere udvalg af løsninger. Eksisterende serviceaftaler og kundesamarbejder fortsætter uændret, og fokus på høj kvalitet og god service forbliver det samme.
Kasper Hyldgaard Olsen, ejer af K.H. Olsen Maskinteknik, ser store muligheder i overtagelsen og glæder sig til at integrere HydraM’s mobile aktiviteter i virksomheden.
- Jeg er stolt og glad for at byde HydraM’s mobile aktiviteter velkommen i K.H. Olsen Maskinteknik. Det er en vigtig beslutning, der ikke blot styrker vores servicekapacitet, men også gør det muligt at komme endnu tættere på kunderne med fleksible og effektive løsninger. Vi ser frem til at videreføre HydraM’s stolte tradition for kvalitet og pålidelighed, udtaler han.
Thomas Grøntved Mortensen, tidligere ejer af HydraM, deler også sin tilfredshed med overdragelsen.
- Efter mange år med loyale kunder og stærke relationer i branchen har det været afgørende for mig at finde en aftager, der deler vores værdier. Det sikrer, at kunderne fortsat modtager samme høje serviceniveau og professionelle løsninger i felten. Med K.H. Olsen Maskinteknik har jeg fuld tillid til, at vores kunder er i gode hænder, siger han.
Med denne overtagelse fortsætter K.H. Olsen Maskinteknik sin vækst og udvikling inden for hydraulikservice, samtidig med at kunderne sikres en endnu stærkere og mere fleksibel service i hele regionen.