Billede beskrivelse

45 medlemmer af erhvervslivet mødtes

07. september 2025 kl. 11.03

HIRTSHALS: Morgenmødet for Hirtshals Handel og Erhverv var fyldt med gode indlæg, og især kommuneplanen vakte stor interesse.

Handelschef Per Martensen orienterede om de mange aktiviteter, der havde fundet sted, og dem, der er på vej – blandt andet om, at der nu bliver afholdt operafestival i Hirtshals, og at årets suppekonkurrence snart finder sted, hvor flere restauranter deltager.

Billede beskrivelse

Byrådsmedlem Jørgen Christensen orienterede fra Hjørring Kommune, hvor man i øjeblikket er i gang med et budgetseminar for 2026:

– Vi har styr på vores fattigdom, som borgmester Søren Smalbro siger, men vi får cirka 22 millioner kroner i år, fordi vi er i gruppen af særligt vanskeligt stillede kommuner, der modtager tilskud fra staten. Vi har i øjeblikket en kassebeholdning på 150 millioner kroner og mulighed for at optage lån på 42 millioner kroner. Der er desuden bevilget 6 millioner kroner fra staten til afholdelse af naturmøderne de næste tre år.

Billede beskrivelse

Det var Rasmus Jespersen og Jens Andersen, der fortalte den 25 år lange historie fra Musikforeningen i Hirtshals, hvor Musik Under Trappen har udviklet sig til noget meget stort – til stor gavn og glæde for Hirtshals’ synlighed i det ganske land.

Billede beskrivelse

Forstander Casper Nelleman fra Nordsøen Fri Fagskole fortæller, at:

– Der nu er 31 elever på skolen, hvilket har udløst et tilskud fra staten på cirka 6 millioner kroner, og det er vi meget glade for. Vi er også glade for, at vi har mange gode virksomheder i byen, som vi samarbejder med. På den måde kan de unge her hos os finde ud af, hvilken læreplads de gerne vil have, når de er færdige.

Billede beskrivelse

Torben Kjeldgaard og Stefan Vrangsted fra forvaltningen i Hjørring Kommune redegjorde for den nye kommuneplan for Hjørring Kommune.

Susanne Djurhuus fra Hirtshals Tennisklub fortalte om en mulighed for at invitere de nye internationale borgere til at deltage i tennisklubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste