Tre Venstre-kandidater fotograferet foran det udsmykkede vandtårn i Gedsted: Fra venstre: Per Bisgaard, Lene Mikkelsen og Ole B. Sørensen. Privatfoto
Mennesker

Venstre i Aalestrup klar med kandidat-trio

Veteran i partiforeningen sagde stop efter mere end 40 års tro tjeneste

30. marts 2021 kl. 08:36

Der begynder så småt at tegne sig et billede af Venstres kandidatliste til det forestående kommunalvalg i Vesthimmerland.

Partiets lokalafdeling i Farsø har allerede præsenteret sine kandidater, og nu er også Venstre i Aalestrup klar med sine - foreløbige - bidrag til den fælles partiliste.

Alle tre byrådskandidater fra den sydlige del af kommunen er velkendte navne: Lene Mikkelsen, Thorup, Ole B. Sørensen, Gedsted og Per Bisgaard, Aalestrup.

- Men der er stadig plads til flere på opstillingsholdet, så hold dig endelig ikke tilbage, hvis du eller en, du kender, har lyst til at stille op, opfordrer Jens Jørn Nielsen, formand Venstre i Aalestrup.

I sin beretning på den virtuelle generalforsamling i partiforeningen gjorde han i øvrigt status over et år, som bestemt ikke blev det 150 års jubilæumsår, Venstre på forhånd kunne have drømt om.

- Prominente navne har forladt partiet, og der har været en del udskiftning i den øverste ledelse. Det kan ingen partier holde til, og for Venstre har det da også påvirket meningsmålingerne i den forkerte retning. Men nu ser vi fremad. Tingene retter sig, og der er lys forude…, lød det fra Jens Jørn Nielsen, som i samme åndedrag glædede sig over, at partiet i hvert fald lokalt kan mønstre ”en meget velfungerende byrådsgruppe med borgmester Per Bach Laursen i spidsen”.

Til den lokale Venstre-bestyrelse var der genvalg til Frede Hansen, hvorimod Niels Jørgen Kristensen stoppede efter mere end 40 års tro tjeneste.

Han afløses nu i bestyrelsen af Ole B. Sørensen.

Som lokal regionsrådskandidat blev Per Bisgård genvalgt for yderligere en periode.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu