Butikschef Per Nielsen foran den nye Lidl-butik i Aars. Butikken står helt færdig 10. juni, hvor kunderne for første gang kan gøre deres indkøb i den nye butik. Privatfoto
Shopping

Ny Lidl-butik i Aars åbner 10. juni

Butikschef Per Nielsen glæder sig til at klippe den røde snor sammen med borgmester Per Bach Laursen

27. maj 2021 kl. 10:36

- Endelig! Vi glæder os enormt meget til at åbne butikken og til at byde kunderne velkommen indenfor.

Sådan lyder det fra butikschef, Per Nielsen, i den nye Lidl-butik i bunden af Himmerlandsgade i Aars.

Meget er sket, siden Lidl tog første spadestik til butikken tilbage i 2020.

Nu er byggeriet i sin sidste fase, og derfor kan Per Nielsen sammen med resten af teamet endelig åbne butikken 10. juni kl. 8.

Per Nielsen er netop nu - sammen med resten af teamet - i fuld gang med de sidste forberedelser, så butikken kan stå helt klar til at modtage kunderne på åbningsdagen.

Den 62-årige butikschef kommer med flere års erhvervserfaring, et stort kendskab til butiksdrift og ikke mindst store ambitioner for butikken.

- Det er fantastisk at være med til åbningen af en helt ny butik her i Aars.

- Vi kan tilbyde alt det, en moderne dagligvarebutik skal indeholde. Friskhed, stort udvalg af produkter og god, venlig kundeservice vil være omdrejningspunktet i butikken. I Lidl vil vi gerne være danskernes førstevalg – og jeg håber, kunderne i Aars bliver glade for butikken, siger Per Nielsen.

De forbipasserende i Aars kan allerede nu se den store Lidl-pylon og Lidls skilte på butiksfacaden.

Indenfor i butikken i Himmerlandsgade venter en flot, moderne dagligvarebutik med lyse træprodukter som beklædning.

Butikken bliver som alle andre Lidl-butikker indrettet og bygget efter det helt nye butikskoncept, som Lidl er ved at udrulle i samtlige af kædens 134 butikker.

Butikken har med et samlet salgsareal på 967 kvadratmeter god plads til de mange forskellige shop-in-shop-områder indenfor eksempelvis bake off, frugt og grønt og kød.

Udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl, Mads T. Nielsen, har været glad for byggeprocessen og glæder sig over snart at kunne åbne for kunderne:

- Vi kommer til at byde vores kunder velkommen i en moderne og bæredygtig butik. Butikken er bygget efter vores helt nye butikskoncept, og vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune under hele processen.

- Der skal også lyde en stor tak til vores dygtige entreprenør, Poul Erik Henriksen, fra HMC Byg & Anlæg i Løgstør, som har bygget butikken.

- Vi står nu med en helt unik Lidl-butik i centrum af Aars, og jeg er virkelig glad for det færdige resultat, erklærer Mads T. Nielsen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu