Laila Davidsen og Niels Kristian Veggerby er nye indehaveren af Løgstør Camping. Parret kommer fra Lundby-kanten ved Nibe og driver sammen med deres tvillinge-piger Stine og Marie Myrhøj Camping kun 20 minutters kørsel væk, og ser gode muligheder for synergi, når de kan drive pladserne sammen. Foto: Mogens Lynge
Livet her

Lavede Laila og Niels Kristian et røverkøb, da de købte en campingplads af kommunen?

Byrådet i Vesthimmerland lagde efter lang debat 1.770.000 kr. i kommunekassen og lukkede handel

25. november 2021 kl. 20:10

LØGSTØR: Lavede Laila Davidsen og Niels Kristian Veggerby et røverkøb, da de fornylig købte Løgstør Camping af Vesthimmerlands Kommune?

Det spørgsmål blæser i vinden, efter byrådet i Vesthimmerland torsdag lukkede sagen om handlen af campingpladsen ved at smide helt nøjagtig 1.770.000 kr. fra salget i kommunekassen.

Kommunen havde først forsøgt at sælge campingpladsen for op mod fem mio. kr. Men det viste sig, at kommunen havde været for optimistisk - ingen købere bed på krogen.

Derfor blev der lavet en budrunde, hvor ægteparret, som i forvejen driver Myrhøj Camping i Vesthimmerland, købte pladsen i Løgstør for 1,8 mio. kr.

Samtidig har ægteparret sikret sig mulighed for at købe ekstra jord til campingpladsen på et areal lige ved siden af pladsen, hvor Løgstør Idrætsforening har stadion.

Den plads bliver fri, når LIF flytter snart til et helt nyt stadion.

Spørgsmål

Handlen og muligheden for at købe ekstra areal har fået det konservative byrådsmedlem Henrik Dalgård til at stille en række spørgsmål - blandt andet har han ønsket svar på, om kommunen nu også kan sælge arealerne så billigt...

- I må altså ikke misforstå mig, jeg er tilhænger af, at campingpladsen bliver solgt. Spørgsmålet er bare, om vi har fået den rigtige pris. For jeg synes, det er et mærkeligt prisniveau, lød det fra Henrik Dalgård på torsdagens byrådsmøde, hvor der fra forvaltningen lå en lang redegørelse til Henrik Dalgård, der også undrede sig over, at de nye campingpladsejere samtidig kan købe arealerne ved siden af campingpladsen, hvis de gerne vil udvide.

- Der var da ellers en aftale om at der muligvis kunne laves boliger der, sagde Henrik Dalgård, som fik støtte af VesthimmerlandsListens Kirsten Moesgaard. Hun undrede sig over, hvordan kommunen er nået frem til markedsprisen for campingpladsen.

Hvor er det?

- Jeg kan ikke se det nogen steder, hvordan man er kommet frem til den pris, sagde Kirsten Moesgaard, som dog blev beroliget af borgmester Per Bach Laursen (V), der kunne fortælle, at kommunen skam har haft en ejendomsmægler med speciale i vurdering af campingpladser til at vurdere pladsen.

Borgmesteren blev sekunderet af formanden for teknisk udvalg, socialdemokraten Anders Kjær, som kunne fortælle, at kommunen fik det halve - altså 900.000 kr. - da man solgte den kommunale campingplads i Aars.

Glade

Enden på en lang snak og afstemning i byrådssalen blev, at campingpladsen nu tilhører Niels Kristian Veggerby og Laila Davidsen. Det glæder parret, at de nu også kan kalde sig campingfatter og campingmutter i Løgstør.

- Vi er glade for, at det er faldet i hak, lød det fra Niels Kristian Veggerby, mens politikerne forlod byrådssalen. Han er godt tilfreds med prisen, men mener nu ikke, at kommunen er blevet snydt. Tværtimod.

- Vi skal godt nok i arbejdstøjet for at få Løgstør Camping til at blive en rentabel forretning. Den er slidt og trænger virkelig til den store tur.

- Den tur har været vi været igennem på Myrhøj Camping, og her er der gået fem år, efter vi overtog den, og først nu begynder det at ligne en fornuftig forretning, siger Niels Kristian Veggerby.

Parret købte Myrhøj Camping på tvangsauktion.

Måske

Han ved ikke på forhånd, om parret vil købe det tilstødende stadion-areal i Løgstør af kommunen, men glæder sig over, at muligheden er der.

- Det kan godt være, at der bliver brug for nogle ekstra pladser for at Løgstør Camping skal blive en god forretning. Det skal vi til at kigge på nu. Vi vil dog først høre både i Løgstør og hos VisitHimmerland om, hvad de kunne forestille sig, siger den nu dobbelte camping-fatter, der vurderer fremtidsmulighederne på pladsen i Løgstør for gode, og glæder siger over, at den lokale opbakning er stor.

- Det har byen vist i den forløbe sommer, hvor vi har været forpagtere, siger han.

Parret sagde ja til at blive forpagtere i Løgstør i den forløbne sæson, da kommunen spurgte, om de kunne drive Løgstør Camping, da den daværende forpagter var nød til at melde fra.

Campingpladsen i Løgstør har 120 pladser og seks hytter.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu