De Himmerlandske Heder er en af Vesthimmerlands helt store natur- og kulturperler. Lørdag 12. juni er guider fra Vesthimmerlands Museumsforening at finde ved poster rundt om på heden. De fortæller om hedens oprindelse og anvendelse fra oldtiden til i dag. Dagen byder også på hedebingo, hvor man kan konkurrere om at få fuld plade. Privatfoto
Det sker

Kulturarven fejres for 7. gang

Programmet for årets ”Kulturarvsmåned” i Vesthimmerland byder på i alt 20 forskellige arrangementer af vekslende karakter

20. maj 2021 kl. 16:09

Timingen må siges at være omtrent perfekt i forhold til corona-restriktionerne, når Vesthimmerland i juni tager hul på endnu en ”Kulturarvsmåned”.

Årets udgave er den syvende i rækken, og programmet omfatter i alt 20 arrangementer, hvoraf størstedelen foregår i det fri.

Kulturarvsmåneden byder således bl.a. på besøgs- og fortælleaften i Ullits’ lysanlæg ”Egelund”, byvandringer, skattejagt, stjerneløb, vandreture, hedebingo og meget mere.

Igen i år inviteres Vesthimmerlands indbyggere og gæster til at opleve kulturarven på tætteste hold. Programhæftet er netop udkommet digitalt. Privatfoto

Under overskriften ”Gå ud i historien” sætter Stenaldercenter Ertebølle fokus på naturens gemte kulturskatte, heriblandt Hverrestrup Bakker og Paradiset ved Gedsted, der i juni kan opleves med guide. De udendørs oplevelser findes dog ikke kun i landskabet, men også i det lokale, nærmere bestemt i byerne.

Interesserede kan eksempelvis blive klogere på Veggers storhedstid som stationsby med Vegger Borgerforenings historiske skattejagt, der med skilte på byens gamle huse fortæller om de skjulte historier bag murstenene.

I Aars skal der også gættes på byhistorie, idet Vesthimmerlands Museum har planlagt et stjerneløb, hvor historien formidles i børnehøjde

Teater og litteratur kan også opleves udendørs i form af Vesthimmerlands Teaterforenings sanselige teateroplevelse ”Erna i Krig” samt Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museets indvielse af Danske digterruter.

På Museet Herregården Hessel serveres der hyggelige sommeroplevelser på ”Te, kaffe og chokoladedagen”, hvor man kan lære at lave fyldte chokolader og blomsterkager i den smukke, historiske herregårdshave.

Vitskøl Kloster serverer også lækkerier, når Kulturarvsmåneden skydes i gang men et ”Spis-sammen & rundvisning”-arrangement torsdag 3. juni.

Dertil kan bl. a. lægges en økologisk midsommervandring ved Museet Herregården Hessel, solhvervsfejring ved Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet og en særudstilling på Dansk Nutidsmuseum om dukker og dukkehuse.

Igen i år foreligger programmet for kulturarvsmåneden kun digitalt som følge af corona-situationen.

Programmet kan studeres nærmere på Vesthimmerlands Museums hjemmeside og/eller på de sociale medier.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu