Gasflasker stjålet fra campingplads
Tyve brød ind i aflåst trådbur og forsvandt med i alt 26 gasflasker
Himmerland Camping i Søttrup har natten til onsdag haft ubudne gæster, der har stjålet 26 fyldte gasflasker fra et aflåst trådbur på pladsen.
Gasflaskerne er en ligelig fordeling af letvægts på 10 kilo og almindelige gasflasker på 11 kilo, alle af mærket Primagaz.
Ifølge indehaver af helårscampingpladsen Mogens Tougaard repræsenterer de stjålne gasflasker samt udgifterne til en nu nødvendige reparation af trådburet et samlet beløb på godt 30.000 kr.
Det er første gang, han og hustruen Mette Tougaard har været udsat for tyveri af gasflasker, siden de overtog pladsen i foråret 2020.