Center til 100 mio. kr. på vej til Jimmys svømmere: Se video her
Første spadestik til nyt svømmecenter i Aars
AARS: - Det bliver guld, det her...
Formanden for svømmeklubben i Aars, Jimmy Krøier Sørensen, havde svært ved at skjule sin begejstring, da han fredag eftermiddag var med til at tage de første spadestik til et nyt stort svømmecenter i den vestlige del af Aars.
Med en pris på ikke mindre end 100 mio. kr. bliver centret det største anlægsbyggeri i Vesthimmerlands Kommunes historie, og kommer til at give de omkring 1100 medlemmer i Jimmy Krøier Sørensens svømmeklub nogle faciliteter, man skal lede længe efter for at finde magen til...
Han har været formand for klubben i seks år, og har i hele sin formandstid været involveret i det omfattende forarbejde, der er ført til, at Aars om to år har svømmecentret.
- Det har været en fantastisk proces, hvor vi virkelig har fået lov til at komme med vores inputs til, hvordan vi gerne vil det udformet, lyder det fra Jimmy, som sammen med borgmester Per Bach Laursen (V) og formanden for kultur- og fritidsudvalget, Asger Andersen (S), havde æren af at tage de tre første spadestik.
Det er både plads- og tidspres, som det nye svømmecenter løser for svømmeklubben.
- For det første kniber det gevaldigt med pladsen i den nuværende og gamle svømmehal i midtbyen. Vi har nogle gange 60 svømmere i det 25 meter lange bassin på samme tid, og så kan enhver jo forestille sig, hvor trangt det bliver, siger Jimmy Krøier Sørensen.
Han glæder sig også til at få et 50 meter bassin i stedet for et 25 meter bassin. Det vil nemlig være en kæmpefordel for konkurrenceafdelingen i hans svømmeklub, der i øvrigt er den største klub/forening i Vesthimmerland.
Synligt tegn
Svømmecentret ligger på Løgstørvej i Aars, hvor spadestikket kom efter entreprenørfirmaet Svend Aage Christiansen A/S fornylig vandt udbudskonkurrencen om at bygge det i grundplan 2638 kvadratmeter store byggeri.
Entreprenørfirmaet skal opføre svømmecenteret med et arkitektoniske udtryk inspireret af kunsteren Per Kirkeby, der siden slutningen af 1970erne har haft stor indflydelse på udformningen af Aars.
Af de 100 mio. kr. er der på forhånd givet lovning på støtte på 13 mio. kr. fra Jutlander Fonden Himmerland.
Kommunen kommer med resten af finanseringen via lån og garantier.
50 meter
Selve svømmecentret kommer til at bestå af en fælles sauna og forskellige bassiner, hvor der både er varmtvandsbassiner til børnefamilier, borgere med handicap og arealer til eksempelvis familieomklædning samt små arrangementer og events.
Kommunens Kultur- og Fritidsråd, der har fungeret som den politiske styregruppe på projektet, har haft inddraget ikke færre end otte forskellige brugergrupper, som har været med til at udvælge den endelige projekt. Det drejer sig bl.a. - udover den lokale svømmeklub - om fritidsbrugere, Handicaprådet, Fritidsrådet og Ældrerådet, ligesom også skolerne og en række testfamilier er blevet inddraget.
Tanken er at det nye svømmecenter og det omkringliggende grønne område, der bindes sammen af banestien i det vestlige Aars, skal fungere som et samlingssted for folk i alle aldre.