23-årig i vanvidskørsel syd for Aalestrup - det endte galt
Politi bevogter manden på sygehus, inden han skal i grundlovsforhør
HIMMERLAND: Endnu en ung mand er blevet anholdt efter vild kørsel med alt for høj fart - denne gang endte kørslen galt.
Søndag kort før kl. 13 fik politiet melding om et trafikuheld i en rundkørsel på hovedvej 13 syd for Aalestrup - rundkørslen, hvor hovedvejen møder Skivevej.
Tre biler var indblandet i uheldet, den ene var en stjålet bil ført af en 23-årig mand fra Ringkøbing.
Ifølge Midt- og Vestjylland Politi har vidner fortalt, at den unge mand kom kørende ad hovedvejen mod syd i meget høj fart, muligvis op mod 180 km/t.
Da han kørte ind mod rundkørslen, ramte bilen først en anden bil med en 44-årig mand fra Aalborg bag rattet. Derefter nærmest fløj den 23-åriges bil lige over rundkørslen, hvor den stødte ind i en tredje bil.
På trods af den høje fart kom ingen personer noget alvorligt til, oplyser politiet.
Den 23-årige blev bragt til observation på sygehus, hvor betjente nu bevogter ham, inden han skal fremstilles i grundlovsforhør mandag.
- Det er vildt at køre så hurtigt, og så hen mod en rundkørsel, bemærker vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet sigter den 23-årige bilist for at have kørt mindst 150 km/t inden trafikuheldet, for at have forvoldt fare for andres liv og helbred, for have kørt sprit- og narkokørsel, for at have kørt bil, selv om han er frakendt kørekortet. og så kørte han i en stjålet bil.