Unikt foreningshus på vej: Stort projekt får fem mio. kr.
I løbet af 2026 erstattes FDF-huset på Gislumvej i Aars af et splinternyt multifunktionelt mødested for mange forskellige foreninger og aldersgrupper. Projektet er kommet tæt på med et bidrag på fem mio. kr. fra Nordea-fonden.
Det fortæller Naturrum Cimbrerhøjen i en pressemeddelelse.
- Med støtten fra Nordea-fonden er mere end 70 % af finansieringen på plads, og det betyder, at visionen om at opføre Naturrum Cimbrerhøjen pludselig er kommet meget tættere på. Hele projektet løber op i mere end 13 mio. kr., og vi har en stor tro på, at de sidste penge er i hus i løbet af 2024, forklarer Brian Larsen fra gruppen bag projektet.
Naturrum Cimbrerhøjen er tænkt som et samlingspunkt både for FDF'ere og foreninger, der i dag mangler et samlingssted, samt skoleklasser og børnehaver. Desuden er Naturrum Cimbrerhøjen også tænkt som overnatningssted for de mange turister, der i sommerhalvåret cykler eller vandrer på Hærvejen og Banestien, der passerer tæt forbi.
Aars har en central placering som det knudepunkt, hvor Hærvejen deler sig i to nordlige ruter. Og derfor forventes det, at mange turister vil benytte det nye Naturrum Cimbrerhøjen som rast- og overnatningssted mens de udforsker Aars-området.
- I den ene ende af huset planlægger vi at etablere forskellige overnatningsmuligheder, som kan bruges af vandreturister, men der er også mulighed for at overnatte i shelters eller sætte sit eget telt op. Vandre- og cykelturismen vokser stærkt i disse år, og med de nye faciliteter vil Aars helt sikkert kunne tiltrække en god portion overnattende turister, forklarer Brian Larsen, der allerede har fået positive tilkendegivelser fra både Udvikling Hærvejen og Destination Himmerland.
Projektet har været undervejs siden 2018 og er løbende blevet justeret, så der bliver mulighed for aktiviteter for alle aldersgrupper både inde og ude året rundt. Målet er, at området skal summe af liv i så mange timer som overhovedet muligt og bruges af både børn, voksne og ældre.
- Jeg er imponeret over, hvor omfattende projektet omkring Naturrum Cimbrerhøjen er blevet. Det tegner i den grad til at blive hele områdets samlingssted. Jeg er især glad for, at der bliver plads til mange forskellige brugergrupper i alle aldersgrupper – lige fra børnehaver og skoleklasser til ældre medborgere. Og så skal vi naturligvis heller ikke glemme den øgede fokus på vandre- og cykelturismen, der vil bidrage til øget handel i området, forklarer borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, der også har bidraget økonomisk til projektet.
I alt er der indsamlet 9.4 mio. kr. Vesthimmerlands Kommune skyder mere end 2 mio. kr. i projektet, mens Nordea-fonden bidrager med 5 mio. kr.
- Mig bekendt har Nordea-fonden ikke tidligere støttet et lokalt projekt i området med så stort et beløb. Det tager vi som bevis på, at fonden kan se idéen med at etablere et stort naturrum, hvor der er fokus på miljø, udeliv og mangfoldighed, siger Brian Larsen fra projektgruppen.