Hobro-træner så gode takter trods nedtur: - Der venter mange sejre
Martin Thomsen ærgrede sig over nederlag i Horsens, men han hæfter sig ved, at der er spillemæssig fremgang
FODBOLD: Indskiftede Frederik Elkær troede, at han havde sikret Hobro et point, da han i overtiden af søndagens udekamp mod AC Horsens udlignede til 1-1.
Få øjeblikke senere blev glæde dog vendt til skuffelse i Hobro-lejren. Horsens løb alligevel med alle tre point og en 2-1-sejr, da Casper Tengstedt var først over en returbold fra Hobro-målmand Adrian Kappenberger. For at gøre ondt værre havde Kasper Høgh tidligere i anden halvleg brændt et straffespark.
- Det er godt nok et tungt resultat efter en ellers rigtig god anden halvleg, hvor vi både brændte straffe og fik udlignet i overtiden. Jeg er rigtig ærgerlig, men jeg er også stolt af drengene, for jeg synes, at vi havde fortjent at få noget med.
- Skal den her verden give lidt mening, skal vi dog også kigge på vores præstation, og den synes jeg bestemt, at vi kan være bekendt målt på spil og chancer, selv om det selvfølgelig er ærgerligt, at de scorer to mål, hvor vi er lidt uorganiserede, når jeg på forhånd havde highlightet, at Horsens er et af rækkens bedste hold på omstillinger, siger Hobro-træner Martin Thomsen.
Efter nederlaget i Horsens er Hobro stadig noteret for 12 point på næstsidstepladsen i Nordicbet Ligaen. Før efterårets sidste opgave på fredag hjemme mod FC Helsingør er der tre point op til Jammerbugt FC på den rigtige side af nedrykningsstregen.
- Det er pointene, der tæller, og det er vi 100 procent klar over, men det er også mit job at hæfte mig ved de ting, vi kan tage med videre. Der er mange gode ting at tage med.
- Det var første gang, at Kasper og Justin (angrebsduoen Kasper Høgh og Justin Shaibu, red.) spillede 90 minutter sammen, og de er en håndfuld for et hvert forsvar, og der var også mange gode indhop i dag. Det skal vi tage med videre, så vi kan få rundet det her sløje 2021 godt af og være klar til at angribe foråret, hvor der ligger mange sejre og venter, hvis vi fortsætter på den her måde, siger Martin Thomsen.
Søndag i Horsens måtte Hobro klare sig uden midtbaneduoen Mikkel Mejlstrup Pedersen og Abdoul Yoda, der har sluttet sig til Jakob Hjorth og Don Deedson på skadeslisten, hvor de formentlig også opholder sig, når Helsingør fredag kommer på besøg på DS Arena.
- Der er måske en chance for, at Yoda kan nå at blive klar, men der er kun fem dage til kamp, og det når MP (Mikkel Mejlstrup Pedersen, red.) desværre ikke, siger Martin Thomsen.