Spansk invasion i 8. klasse på Løgstør Skole
LØGSTØR: I denne uge har man i de to 8. klasser på Løgstør Skole fornemt besøg fra Santiago de Compostela i Spanien. 20 elever i alderen 14-16 år og deres 3 lærere er på udveksling i Løgstør gennem Erasmus + programmet, som er et EU-støttet projekt, der går ud på at skabe relationer i Europa på tværs af uddannelser.
- Det er første gang, at vi på Løgstør Skole deltager i sådan et program, og det har indtil videre været en rigtig god oplevelse. I og med at det er første gang at vi prøver dette, har det været hårdt at komme hertil, men vi har heldigvis oplevet stor opbakning fra skolen, fra vores elever og deres familier, fortæller Ulla Meyer Bæk, der er lærer for Løgstør Skoles 8. klasser.
De spanske gæster er indlogeret privat hos deres danske værter, og efter skoletid er det forældrene, der står for at vise gæsterne den danske kultur og underholde dem.
- Vores forældre har virkelig budt ind med meget for at få de unge mennesker aktiveret i fritiden. De har blandt andet arrangeret en tur i Løgstør Bio, fællesspisning med tarteletter og frikadeller i Lanternen, leg i Lethallen og en håndboldtræning på dansk i løbet af ugen, hvor de spanske gæster er her, fortsætter Ulla Meyer Bæk.
I skoletiden er det så de danske lærere, der står for indholdet. Med udgangspunkt i fagene dansk, engelsk og idræt deltager de unge spanske gæster i undervisningen sammen med de danske 8. klasser.
Mens vi har denne snak på Løgstør Skole, er der godt gang i en undervisningsopgave på skolen, der går ud på at lave 5 danske sætninger, som de spanske elever skal lære at skrive og udtale, og de samme 5 sætninger skal de danske elever lære at skrive og sige på spansk.
- Desuden har vi været på Løgstør Havn, hvor vi havde et projekt, der hed ”Fra Fjord til Bord”, hvor eleverne blandt andet skulle koge muslinger og lave tacos. I dag skal vi lave danske madpakker sammen, så de spanske elever kan opleve leverpostej. Senere på ugen skal vi besøge Vesthimmerlands Museum og en tur til Aalborg, beretter Ulla Meyer Bæk, inden hun bliver afbrudt af et par elever, der gerne vil optage sætningerne, som de laver på spansk og dansk på video.
De spanske gæster fra Santiago de Compostela er mere rutineret i udveksling af elever fra hele Europa gennem Erasmus + programmet. Deres skole har igennem 10 år blandt andet været på besøg i Tyskland, Frankrig, Italien, Irland, Sverige, Grækenland og Rumænien.
- Dette er vores tredje besøg i Danmark. Vi har de to seneste år været Varde og Vejen. Det er som oftest elever i alderen 14-16 år, som vi tager afsted med, og ofte i klasseantal på 20-30 elever, fortæller de tre spanske lærere, Edelwira, Lucia og Manel.
- Vores elever er blevet taget rigtig godt i mod af deres danske værtsfamilier i Løgstør, så det er en rigtig god oplevelse – bortset fra det danske vejr, lyder det fra de spanske lærere.
Løgstør Skoles 8. klasser skal i uge 21 i år til Spanien, hvor det så er de spanske elever og lærere, der skal vise Santiago de Compostela, det spanske uddannelsessystem og den spanske kultur frem for danskerne.