Billede beskrivelse

Solstrålehistorierne skal belønnes: Hvem skal have Årets Landsbypris?

28. oktober 2025 kl. 14.26

VESTHIMMERLAND: Historier om landsbyer i krise er der nok af, men rundt omkring er der også solstrålehistorier, og i Vesthimmerlands Kommune er det nu igen blevet tid til at hædre dem, der skaber grobund for dem.

Torsdag 13. november trommes der sammen til Landsbyernes Årsmøde, og der venter en festlig aften med mad og musik på Ranum Efterskole, hvor Årets Landsbypris skal uddeles.

Der er fem nominerede til prisen. Det er Line Key Hald, der blandt meget andet er kasserer og suppleant i Overlade borgerforening, Heidi Jacobsen og Kirstine Zoll, henholdsvis formand og kasserer for Ranum Borger- og Erhvervsforening, Birthe Sørensen, der i 30 år har siddet i bestyrelsen for Blære Forsamlingshus, Ole Randrup, der 7. november kan fejre 40-års jubilæum som formand for Hvalpsund Borgerforening, og endelig Strandbypedellerne, der holder byen pæn og ren.

Den fulde motivering for deres indstilling til prisen kan læses nederst i denne artikel.

Sidste år modtog Johan Fruergaard fra Østerbølle prisen, og det er faktisk anden gang. I 2015 tog han prisen sammen med fire andre hårdtarbejdende borgere, der igennem to år havde renoveret byens klubhus. I 2024 var han så alene om at modtage blomsterne efter 40 års arbejde med snart sagt alt i Østerbølle.

- Der er vel nærmest ikke det, jeg ikke har blandet mig i igennem årene. Jeg har siddet i bestyrelsen for Beboerforeningen i menighedsrådet, begge dele som kasserer. Så har jeg været med til at starte ”madlavning for finere mænd”, der snart kan fejre 25 års jubilæum. Vi er omkring 25 mand, der mødes for at tilberede og spise tre retter mad, fortæller Johan Fruergaard, der også er aktiv i Lokalhistorisk Arkiv.

Han var og er glad for at modtage Årets Landsbypris.

- Det er ikke det, der driver værket, for det er lysten til at gøre noget godt for byen og sørge for, at der sker noget, men man kan ikke blive andet end glad, når nogen værdsætter det, man gør, siger han.

Nu kommer turen altså til andre gode kræfter. Landsbyernes Årsmøde indledes med velkomst af formanden for Landdistriktsrådet, Børge Poulsen. Derefter inspirationsoplæg fra Sennels ved Erik Gustavsson, formand i Sennels borger- og udviklingsforening. Spisning. Så fortæller Peter Bach Frederiksen og Mads Albrektsen, Vesthimmerlands Kommune, om Landdistriktsudviklingen i Vesthimmerland, og endelig beretter Visionsrådene om Områdefornyelsesprojekter.

Til sidst venter en koncert med bandet "Vogt Dem For Efterligninger, hvorefter der rundes af med uddelingen af årets Landsbypris.

Her følger motiveringen for indstillingen af kandidaterne:

Line Key Hald

Overlade Line er en person der altid er i baggrunden, men får det hele til at fungere. Line er kasserer og suppleant i Overlade Borgerforening og har flere kassererjobs i byens øvrige foreninger.

Hun har en positiv indstilling og søger det bedste frem i alt og alle. De fleste lørdage kan vi finde Line på LOPPEN i Overlade, her yder hun sammen med andre en stor indsats.

Zita Hansen

Strandby Zita er formand for Strandby Eventen, formand Zita som for nu godt 2,5 år siden startede denne foreningen op, hun har fået skabt en go fest 1 gang om året med gode band, hendes vision er at få Strandby kendt i Vesthimmerland, og her er hun ved at få godt fat.

Ikke kun i eventen gør hun et flot arbejde, også i Strandby borgerforeningen ligger hendes hjerte nært hvor hun sidder på 7. år, en pige som aldrig sidder stille og prøver at holde styr på Strandby.

Heidi Jacobsen og Kirstine Zoll, Ranum

Heidi og Kirstine gør, som henholdsvis formand og kasserer for Ranum Borger- og Erhvervsforening, et stort stykke arbejde for byen, borgerne og turisterne.

De har taget initiativ til en ny stor legeplads i byen hvor også der bliver plads til en bålhytte. Desuden gør de en stor indsats for at holde den årlige byfest.

Birthe Sørensen, Blære

Birthe har i mange år været med til at udvikle Blære. I 30 år har Birthe siddet i bestyrelsen for Blære Forsamlingshus, har stået i spidsen for husets udvikling og vedligeholdelse og netop sat gang i en større renovering og ombygningsplan.

Udover sit arbejde i forsamlingshuset har Birthe været en central brik, da Blære Multicenter blev bygget, og igen nu hvor det Multifunktionelle børneunivers for småbørn på landet bliver bygget.

Birthe betegnes i Blære som en af de usynlige bærende søjler, der holder et lokalsamfund op.

Ole Randrup, Hvalpsund

Den 7. november 2025 kan Ole Randrup fejre 40-års jubilæum som formand for Hvalpsund Borgerforening – en forening, som han har viet en stor del af sit liv til at udvikle og styrke til gavn for hele lokalsamfundet.

Ole har med sin utrættelige indsats, sit engagement og sin dybe forankring i Hvalpsund været en afgørende drivkraft for at gøre Hvalpsund til et attraktivt og levende sted at bo. Ole har med sin indsats og sit lederskab været en stor inspiration for frivillige og borgere i Hvalpsund og har været med til at sikre en fortsat positiv udvikling i landsbyen.

Hans arbejde og engagement lever fuldt op til kriterierne for Landsbyprisen

Strandbypedellerne, Strandby.

Strandbypedellerne med Henning Christensen i spidsen går hver anden uge ud i byen og holder byen pæn ren, de gør et stort og flot stykke arbejde for Strandby. Gitte Greth - Vilsted

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste