Venlige vejrguder: Tidlig start på salget af soft-ice hos Vebbestrup Flødeis
I Vebbestrup er issæsonen netop blevet skudt i gang
Sommer og soft-ice er to ting, der hører sammen. Det ved de alt om i Vebbestrup, hvor ægteskabet Mona og Leif Christensen er indehavere af Vebbestrup Flødeis. Hver sommer sælger de soft-ice, som kommer direkte fra mejeriet. I år har de tyvstartet salget.
- Vi plejer først at åbne til påske, så når nu vejrguderne lover godt vejr, så ville vi åbne lidt tidligere, siger Mona Christensen.
Åbningen er ikke gået ubemærket hen. Mona Christensen fortæller, at kunderne allerede står i kø uden for butikken. Isen, som er lavet af naturlige råvarer, er tydeligvis populær igen i år.
- Jeg har lige haft en kunde, som sagde: sidste år var det verdens bedste is, og det er det stadig, lyder det fra Mona Christensen.
Vebbestrup Flødeis har adresse på Sdr. Truevej 1 i Vebbestrup. Butikken er åben i hverdage fra 9-17. Fra påske er der også åbent i weekenden.