Billede beskrivelse

Tøjbutikkerne er glade: - Det har været en rigtig fin sommerhandel

27. juli 2023 kl. 06.01

Snart forvandles juli til august, og selvom der heldigvis fortsat kan vente mange skønne sommerdage forude, så nærmer sommeren anno 2023 sig så småt opløbsstrækningen. I den anledning kiggede vi forbi nogle butikker i Aars for at høre lidt om, hvordan årets sommerhandel har været. Og her er meldingerne positive.

Hos herretøjsbutikken MR på Himmerlandsgade 93 melder de om en god sommerhandel – også selvom det i løbet af højsommeren har knebet lidt med salget af sommertøj.

- Det er klart, at vi har kunnet mærke, at den seneste måneds tid ikke har budt på ret megen sommervarme. Vejret får jo ikke ligefrem kunderne til at vælte ind for at købe nye shorts og t-shirts, fortæller indehaver Karina Højbjerg.

Billede beskrivelse

- Men så er der til gengæld røget nogle andre varer, og vi skal bestemt ikke klage. Sammenlignet med sidste sommer viser tallene, at vi er lidt over. Så det er jo positivt.

- Jeg synes også, at vi har haft pænt med turister i butikken. Både fra sommerhusområderne og fra Himmerland Golfcenter, fortæller hun.

Hos dametøjsbutikken Boutique Mary på Himmerlandsgade 86 lyder meldingen:

- Jeg er godt nok lige selv kommet tilbage fra tre ugers ferie, men jeg har haft ekstremt travlt siden og kan se på salgstallene, at det har været en rigtig god sommer i butikken. Her er vi jo også hjulpet godt på vej af det danske sommervejr, der har været perfekt til en shoppetur. Samtidig har vi kørt et sommerudsalg, der har været meget populært, både blandt turister og de lokale stamkunder, fortæller butikschef Helle Simonsen.

Billede beskrivelse

Endelig er meldingen fra Sportmaster på Himmerlandsgade 62 i Aars også overvejende positiv:

- Jeg synes, at vi har haft ekstra mange turister i butikken i år, særligt nordmænd, svenskere og tyskere. Og de har været gode til at bruge penge, fortæller souschef Anna Vejen.

- Vi har også kørt et særligt sommerudsalg på en lang række forskellige varer. Sommeren er sådan en tid, hvor vi sælger lidt af alting. Modsat forår, efterår og vinter er der om sommeren ikke specielle varegrupper, der hitter mere end andre. Det er meget blandet, hvad vi sælger, tilføjer hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste