Billede beskrivelse

Sommerklumme: - Når solen skinner, så er Løgstør stadig et fantastisk sted at være

Indehaver af Buksesmeden Jørgen Højset har ordet i denne sommerklumme

25. juni 2020 kl. 18.15

Sommeren står ikke i skyggen af corona, den står i lyset af flere danske gæster. Jørgen Højslet er indehaver af tøjforretningen Buksesmeden i Løgstør. Han er begyndt at mærke, at gæsterne er rykket i deres sommerhuse og ud til f.eks. Landal, hvilket giver flere besøgende til byen.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, at stort set alle store arrangementer er aflyst, som jo normalt er noget, der tiltrækker mange gæster. Men når solen skinner, så er Løgstør stadig et fantastisk sted at være – og vi har jo det hele.

Jørgen Højslet uddyber med, at butikkerne i hovedgaden dækker de flestes behov, og derudover er der gode spisesteder, bademuligheder og en masse historie og liv i byen. Heldigvis tegner vejret til sommeren godt, hvor Løgstør viser sig fra sin smukkeste side.

Jørgen Højslet er særligt glad for udviklingen i byen og henviser til den nye passage mellem havn og by.

- Det binder bare tingene rigtigt godt sammen. Vi er glade for de mange sejlende gæster til byen og dem, der kommer i autocamper. Nu får de lettere ved at finde op til vores hyggelige hovedgade.

Den nye passage skaber et rum med blandt andet street art, og gennem hele byen bliver der indtænkt wayfinding, der får by og havn til at hænge endnu bedre sammen.

Flere danskere kommer formentligt til at holde deres ferie i Danmark i år, hvilket Jørgen Højslet ser som en positiv ting.

- Vi er meget glade for danske gæster. De er gode kunder. Både faste gæster og dagsgæster ligger gerne vejen forbi Løgstør.

Jørgen Højslet møder både dem fra campingpladsen, han efterhånden er på fornavn med, og gæster der gladeligt er kørt fra Blokhus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste