Mette er vild med Spanien: Sådan skinner det igennem i hendes butik
Mette og Peter Christensen har altid elsket Spanien; klimaet, stemningen, roen, menneskene og deres tilgang til hinanden og livet. Så efter en af parrets mange ferier i landet tilbage i 2019 blev kærligheden forvandlet til forretningen Casa Jada i Aars.
Fra ferien i 2019 bragte de nemlig farverigt, unikt spansk keramik med hjem.
- Vi opdagede, hvor megen glæde og hygge den spanske keramik gav os, og derfra tog vi beslutningen om, at det skulle andre også have glæde af. Vi fik etableret kontakt til en fabrik i Spanien, der kunne hjælpe med produktionen.
- Oprindeligt var det planen, at det skulle være et hobbyprojekt, som vi kunne hygge os lidt med i fritiden. Men interessen fra kunderne var simpelthen for stor, og jeg måtte hurtigt drosle ned med mit job som selvstændig socialfaglig konsulent for at bruge endnu mere tid med Casa Jada, mens Peter beholdt sit fuldtidsjob, og hjalp til, når han havde tid. Sådan er konstellationen fortsat den dag i dag, fortæller Mette Christensen.
Egne keramik-serier
Mette Christensen har i dag selv stor indflydelse på keramikkens design og udformning og sender løbende forslag til nye idéer til de spanske kunsthåndværkere, der arbejder videre med Mettes idéer. Det er der kommet mange flotte hjemmedesignede serier ud af. Blandt andet serien ”Anna”, der er en hyldest til Mettes mor. Serien blev lavet i forbindelse med, at Anna fyldte 70 år. Der er senest også lanceret en helt ny serie, der hedder ”Karisma”. Serien er udgivet i forbindelse med, at Mette selv fyldte rundt.
- I vores egne serier kombinerer vi den spanske og skandinaviske stil. Det er et match made in heaven, lyder det med et smil fra Mette Christensen.
Spanske specialiteter
Siden starten for fire år siden er det gået over stok og sten. I april måned sidste år slog Casa Jada dørene op til en fysisk butik på Himmerlandsgade 90 i Aars, som dog hurtigt blev for lille.
I dag har butikken derfor hjemme i nye, store lokaler på Himmerlandsgade 72, hvor den unikke keramik siden har fået selskab af et stort udvalg af spanske specialiteter.
- Vi har gjort meget ud af at håndplukke nogle helt særlige spanske specialiteter, som kan og skal vise, at den spanske tapas er meget mere end ost og pølse. Sammen med lokale producenter har vi fundet nogle lækre højkvalitetsråvarer. Her kan man mærke, at den enkelte producent virkelig har kælet for sit produkt. Det smager simpelthen bare af god tid, hvorfor vores motto med specialiteterne er ”Smagen af tid”.
- Vores specialiteter kan købes enkeltvise i vores butik, og som et nyt tilbud har vi også lanceret Tapas-platter to-go i samarbejde med Event & Gastronomi i Farsø. Her arbejder vi i øvrigt også på ”Tapas Art”, hvor lækkerierne bliver serveret på vores keramik, som man så efterfølgende kan returnere, fortæller Mette Christensen.
Casa Jada-butikken i Aars har åbent fra torsdag til lørdag. I ugens tre første dage kører Mette Christensen nemlig rundt til andre livsstilsbutikker, som er forhandlere af keramikken, samt restauranter, hoteller og specialforretninger når det gælder de spanske specialiteter.
- Engrosdelen kører efterhånden også rigtigt godt. Der er mange, som har fået øje på vores produkter, og vi vækster for hver dag, der går. Lige nu er jeg eksempelvis tæt på at lande en aftale med et luksuriøst hotel og restaurant om levering af specialiteterne, fortæller Mette Christensen.
Imødekommenhed og hjælpsomhed
Når du træder ind i Casa Jada på Himmerlandsgade i Aars er der spansk musik i højtalerne, og skal Mette snakke med en kunsthåndværker eller fabrikschefen i Spanien, så foregår det som regel på spansk.
- Jeg har taget privatundervisning i spansk, og selvom vi indimellem må slå over i engelsk, så gør jeg en ære ud af at tale spansk. Skal jeg privat se en film eller en serie, så ser jeg også mest muligt spansk for at blive endnu dygtigere. Jeg forsøger virkelig at lære at tale flydende spansk, fortæller hun.
- Det hænger også godt sammen med spaniernes egen imødekommenhed og hjælpsomhed, som er noget af det, jeg elsker ved landet. Spaniere er også fantastiske til at skabe relationer, og selv i en forretningsrelation føler man det sådan lidt familieagtigt. Det kan jeg rigtigt godt lide.
Firbenede venner drikker af spansk keramik
Som et helt nyt initiativ skal også nævnes, at Casa Jada har lanceret en serie af flotte hundedrikkeskåle i keramik, som lige nu står udenfor rigtig mange butikker i Aars.
I sommervarmen har de firbenede venner nemlig behov for frisk vand, og det har betydet, at Casa Jada har sponsoreret hundedrikkeskåle til alle butikker, der er medlem af Aars Handel.
- Det er et lidt anderledes initiativ, som har fået meget positiv respons. I øvrigt sætter vi megen pris på at have vores butik i Aars. På nogle områder kan mentaliteten her i Aars godt minde lidt om den, vi oplever i Spanien. Et helt særligt sammenhold, hjælpsomhed og at man vil hinanden.
- Jeg har det også sådan, at jeg føler mig hjemme to steder i verden. I Aars og i Spanien, slutter Mette Christensen.