Meny i Skørping klar til at bygge om for millioner
Samlet set udvides butikken med cirka 100 kvadratmeter, så der bliver plads til et endnu større varesortiment
Købmand Jeppe Hjelm Pedersen hos Meny Skørping sætter sig gerne mål for byens udvikling, og det gjorde han også for sin købmandsforretning, da han kom til byen i 2016.
Dengang satte han sig et ambitiøst vækstmål med en klar målsætning om, at når det var nået, så var det tid til at investere i en udvidelse og en gennemgribende modernisering af butikken.
- Og der er vi nu, fastslår købmand Jeppe Hjelm Pedersen, som i øvrigt deler ejerskabet med sønnen Frederik Hjelm Pedersen, der også har sin daglige gang i butikken.
- Derfor har vi planlagt en omfattende modernisering og udvidelse af butiksarealet, som giver plads til et langt større og bredere varesortiment. Hertil kommer en række både klimamæssige og bæredygtige udskiftninger af installationer og driftsanlæg i butikken.
- Størrelsesmæssigt er vi en af de mindre Meny-butikker, forklarer Jeppe Hjelm Pedersen.
- Men med udvidelsen af salgsarealerne får vi mulighed for at tage endnu flere specialvarer på hylderne. Samlet set udvides butikken med cirka 100 kvadratmeter, som vi finder ved at inddrage dele af det nuværende lager og ændre på produktionsarealer.
- Vi investerer et to-cifret millionbeløb i butikken, fordi vi tror på Skørpings udvikling og opbakningen fra vores mange kunder, der kan se frem til en helt ny, meget flottere og langt mere inspirerende indkøbsoplevelse.
Butikken spejlvendes
- Reelt set spejlvender vi butikken, således at kunderne eller vores gæster, som vi internt betegner alle, der handler hos os, går ind i butikken, der hvor vores nuværende kasseanlæg er. Kasserne flytter vi over i den anden side af butikken, fordi det kommer til at give et langt bedre flow i butikken, når vi omdanner tidligere lager og produktionsarealer ved den nuværende slagterafdeling til salgsarealer, fortæller Jeppe Hjelm Pedersen.
- Det betyder en helt ny slagterafdeling med langt mere delikatesse og flere lækre varer på køl og frost, ligesom vi vender alle varereoler på langs i butikken. Området med mejeriprodukter flyttes til helt anden placering i butikken, og frugt- & grøntområdet udvides, så der bliver plads til flere varer og en bedre præsentation af produkterne i denne afdeling.
- Og endelig kan alle dem, der kan lide et godt glas vin, også se frem til en ny placering og et betydeligt opgraderet udvalg, lyder det begejstret fra de engagerede købmænd.
Skørping vækster
På den tekniske side udskiftes det nuværende køle- og frostanlæg fra det nuværende freonbaserede anlæg til et moderne og miljørigtigt CO2 anlæg, ligesom al belysning i butikken bliver med led-lys, der er langt mere energirigtigt.
- Vi har selvfølgelig analyseret markedet og mulighederne nøje, og der er klare forventninger om, at Skørping vokser med op imod 200 nye husstande inden for få år. Samtidig er der kommet en ny dagligvareforretning til byen, forklarer Jeppe Hjelm Pedersen.
- Det er nærliggende at tro, at flere dagligvareforretninger betyder mindre omsætning til den enkelte, men sådan hænger det faktisk slet ikke sammen, lyder det fra den travle købmand.
- Større udbud og øget konkurrence øger faktisk omsætningen og skaber synergi, fordi flere butikker inspirerer kunderne, ligesom vi som bycentrum sammen med vores naboforretning bliver mere attraktive for oplandet og byens pendlere, der fremadrettet kan få alt, hvad de har brug for i deres egen by.
- Samtidigt får vi med ombygningen store muligheder for at kunne tilbyde et langt bredere produktsortiment inden for specialprodukter, økologi, allergivenlige varer og eksempelvis veganske produkter. Vi har i dag op imod 10.000 forskellige varer på hylderne, men med et større salgsareal kan vi tage rigtigt mange flere efterspurgte varer ind fra det samlede Meny-sortiment, lyder det fra Jeppe Hjelm Pedersen.
Aktiv købmand
Jeppe Hjelm Pedersen lægger vægt på, at der skal ske noget, og at det skal være godt for byen. Det gør han gennem en aktiv indsats i Erhvervsforeningen, i byens aktivitetsudvalg og i Skørping Udviklingsråd. Og nu er turen altså kommet til hans og sønnen Frederiks egen forretning. Planlægningen er allerede i fuld gang, og de sætter gang i den fysiske ombygning snarest muligt.
- Vi kommer ikke til at være lukket, mens vi bygger om, fordi vi gerne vil se vores kunder hver eneste dag, ligesom det faktisk giver kunderne en mulighed for at følge processen i deres butik.
- Selvfølgelig bliver der en masse praktisk at forholde sig til, men det klarer vi nok, lyder det optimistisk fra Frederik og Jeppe Hjelm Pedersen fra Meny i Skørping.
Far og søn ser allerede nu frem til at kunne slå dørene op til den nyindrettede butik med et brag af en åbningsfest.