Lise har altid været kreativ: Nu åbner hun sin egen butik
SKØRPING: For godt et år siden rykkede Mesterbageren fra den ene side af Torvet i Skørping til den anden. Siden har den gamle bagerbutik på Jyllandsgade 6 stået tom, men nu kommer der snart liv i lokalerne igen.
Det er Lise Bobach, der 15. juni slår dørene op til butikken Genskaber.dk, der bl.a. vil tilbyde upcyclede møbler og bæredygtige interiør-produkter. Både i den fysiske butik og på webshoppen Genskaber.dk.
- Jeg har arbejdet i et pengeinstitut i mange år, men jeg følte, at tiden var inde til at prøve noget helt nyt, fortæller Lise.
- Jeg har altid været kreativ og elsket at skabe noget, og jeg har i mange år drømt om at blive selvstændig med en butik, hvor jeg kunne bruge min kreativitet. Så det er en drøm, der går i opfyldelse. Samtidig passer lokalerne her på Torvet i Skørping jo helt perfekt til formålet. Det er nogle gode, rummelige lokaler med en meget central placering i byen, fortæller hun.
Bæredygtige alternativer
- Hos Genskaber.dk vil jeg tilbyde forskellige produkter, der overordnet set er bæredygtige og skånsomme. Jeg vil gøre det muligt at vælge de bæredygtige alternativer inden for interiør til fornuftige penge.
- Mine produkter vil være lavet af genbrugs- og overskudsmaterialer, men selvfølgelig stadig i en rigtig god kvalitet og uden giftig kemi. De vil bl.a. være lavet af omdannet plast-, filt-, læder-, papir- og glasaffald, fortæller Lise Bobach.
På sigt vil Lise Bobach også tilbyde forskellige kurser og workshops i butikken.
- Det kunne være med strik eller kreativitet med papir, hvor man eksempelvis bruger gamle bøger til noget spændende. Eller måske kan man lave blomster og små dekorationer ud af gamle pistacienøddeskaller. Kun fantasien og det bæredygtige sætter grænsen, fortæller hun.
Genskaber.dk vil have åbent torsdag, fredag og lørdag.
Privat bor Lise Bobach i Rebild med sin mand Michael. Parret har børnene Gustav og Magnus.
Første åbningsdag er torsdag 15. juni, hvor der inviteres til åbningsfest fra kl. 14.00 til 17.00.