Kunderne nyder godt af Mikkels nørderi
Med undtagelse af otte måneders værnepligt hos Livgaarden har 25-årige Mikkel Thorup været med ombord hos Sportigan i Løgstør, siden butikken åbnede i november 2020. Og han elsker sit job!
- Jeg elsker at sælge alle former for sportstøj og sportsudstyr. Simpelthen fordi funktionaliteten på produkterne spiller en afgørende forskel for den enkelte kunde. Jeg synes, det er så fedt at sætte sig ind i funktionerne og vejlede kunderne, siger Mikkel Thorup.
Han mener, at det er noget helt særligt og anderledes end eksempelvis at sælge almindeligt tøj eller sko, hvor det jo handler om farver eller stil. Med sportsudstyr er man nødt til at sætte sig ind i funktionerne.
- Det nyder jeg at nørde med. Jeg kan godt lide at bruge lang tid på at sætte mig ind i de enkelte produkter, fortæller Mikkel Thorup.
Han er selv aktiv som fodboldspiller i Løgstør IF og har igennem tiden dyrket mange forskellige sportsgrene herunder håndbold, badminon og tennis.
- Jeg er stadig elev i butikken, hvor jeg bliver færdigudlært til november, og Sportigan her i Løgstør er en fantastisk læreplads, hvor jeg fra dag ét har fået masser af ansvar og har lært en masse. Derfor håber jeg da også, at jeg får lov at fortsætte bagefter. Det vil jeg i hvert fald gerne, lyder det fra Mikkel Thorup.
Han glæder sig også til sommeren i butikken.
- Sommeren er en god tid, hvor der altid er mange turister i butikken. Der er altid en helt særlig stemning om sommeren, siger Mikkel Thorup.