I dag starter fyrværkerisalget - men der er stadig længe til, at du må fyre det af
NORDJYLLAND: Har du planer om at skyde året ind med et brag, kan du fra nu af begynde at forsyne dig.
Diverse detailkæder har denne mandag morgen officielt skudt årets fyrværkerisalg i gang.
Det betyder, at man fra nu af og indtil og med nytårsaftensdag onsdag 31. december kan forsyne dig i butikker landet over.
Dog skal du vente nogle dage endnu, før det er lovligt at affyre fyrværkeriet.
Reglerne foreskriver nemlig, at det kun er tilladt at affyre fyrværkeri onsdag 31. december og torsdag 1. januar - og ingen andre dage.
Overtræder man den lovgivning, kan man blive straffet med en bøde på 2500 kroner.