By Schøn-butik lukkede for to år siden: Nu har Lone taget endnu en vemodig beslutning
"Det er med en vemod og og taknemlighed, at jeg må fortælle jer at, By Schøn lukker".
Sådan indleder Lone Schøn Oldhøj et opslag på By Schøns Facebook-side tirsdag morgen.
Virksomhedens butik i City Syd i Aalborg lukkede hun i november 2023 og flyttede alt online.
I stedet startede hun en By Schøn-webshop med lager i Støvring.
Men nu er tiden altså kommet til, at den desværre også skal lukke.
"Efter mange fantastiske år med butik og senest webshop - er det tid til at sige farvel til den del af mit arbejdsliv. Jeg er så heldig at jeg har et spændende job ved Sisters point, som jeg glæder mig til at dedikere min tid til. Samt at bruge mere tid på min skønne familien," skriver Lone Schøn Oldhøj yderligere.
Hun har endnu ikke lagt sig fast på, hvornår webshoppen endegyldigt lukker - men på lørdag 9. august er der et "åbent showroom"-udsalg på adressen Østre Allé 6 i Støvring.
Her er alle varer sat ned med mellem 60 og 80 procent, ligesom mange af varerne online allerede er sat ned.
Lone Schøn Oldhøj retter i sit opslag også en kæmpe tak til de kunder, der igennem årene har handlet ved hende i butikken såvel som online.
"Tak for jeres tillid og opbakning - uden jer har det ikke været muligt i 12 år", lyder det.
Udsalget på lørdag 9. august starter kl. 11 og slutter seks timer senere, oplyser Lone Schøn Oldhøj.